Det første en gæst ville ligge mærke til var hvor rent alting så ud. Uanset om du meldte din ankomst i god tid eller overraskede ham med et besøg, var der altid ryddet op. trægulvet var nyvasket og slebet, og der var ikke en krumme at se på sofaen i hjørnet af værelset. Sofaen var det første, du som gæst ville blive ledt hen imod. Som du satte dig, ville du måske ligge mærke til det fine gulvtæppe i nuancer af rød og orange den stod på, med billeder fra eventyr. En mand, der besejrede en drage. Et par af ubestemmeligt køn, der omfavnede og kyssede. Et stort bål omkring hvilket, der stod menneskelige skikkelser med dyrehoveder.
Efter at have sat dig, ville din opmærksomhed hurtigt blive ledt hen imod det lille sofabord af glas, i en behagelig afstand så man lige kunne nå frugtskålen på det, uden at skulle rejse sig op. Indholdet afhang af sæsonen. Sprøde æbler og søde blommer fra det danske efterår. Saftige Vindruer og jordbær i den europæiske sommer. Og når det var vinter i Europa, var appelsinerne fra det afrikanske kontinent bedst. Kendte du beboeren godt, ville han rejse sig og åbne træskabet i den anden ende af rummet for at hente noget årgangsvin og et spil skak. Hvis du ikke havde lagt mærke til det før, var det nu du ville høre det repetitive "tik... tak... tik..." fra et stort kukur, der stod langs væggen bag sofaen. Ved siden af døren, placeret sådan at du ikke ville se det når du gik ind i lokalet med mindre du vendte dig om, var et billede af Ouroboros, den ægyptiske slange eller drage, der æder sin egen hale. Resten af væggene var fyldte af bogreoler af mahogni træ, der indeholdt en blanding af filosofiske forfattere, biografier og historier inden for fantasygenren med temaer om personlig udvikling. Der var både historier om børn, teenagere og enkelte om voksne, alle på en lang rejse, med en mission at udføre eller et potentiale at leve op til. Som beboeren vendte tilbage til sofabordet med vin og skakspil, ville du finde ud af, at han insisterede på at spille med timeglas som skakur. Han ville forklare, at han kunne lide at se sandkornene falde ned. Og hvis du lyttede godt efter, ville du kunne høre en hvislen af sand mod glas, som en konstant påmindelse om tiden, der gik.