Nogen gange føler jeg mig bare så alene. Det gør helt ondt i maven og sjælen. Jeg har meget ondt i maven. Jeg og min læge tror det kan være stress.
Jeg spiser normalt og ikke for fedt, bortset fra de gange jeg falder i og køber en pose chips som jeg konsumerer på et kvarter. Men det er meget sjældent. Ellers spiser jeg normalt. Mange grøntsager og godt kød. Jeg følger ingen plan, men det kunne vel være værre. Alligevel har jeg ondt i maven hele tiden. Som en klump af al den vrede og smerte fra mange år. Nogen må gøre noget. Nogen må tage fat i denne klump og hive den ud ved roden så den ikke kan spredes igen. Klumpen fungerer lidt ligesom en kræftknude. Den spredes ved hjælp af tusindvis af små tråde, hele vejen rundt i kroppen for til sidst at ødelægge dit legeme. Alle organer bryder til sidst sammen, og man efterlades tør og træt på kanten af kollaps. Hvis jeg ikke får gjort noget ved denne klump vil det være fatalt føler jeg. Jeg kan risikere at gøre noget jeg måske vil fortryde resten af mit liv. En hurtig bevægelse uden at tænke på konsekvenserne, og så er det sket. En spredt hånd, en udstrakt arm og et rabalder når en krop falder ned af trappen. Politi. Afhøring.
Eller bare tage nogle piller. Nogle af dem min mor har som er meget stærke. Døden i en rus. Aldrig mere at skulle tage ansvar for nogle. Aldrig mere at skulle føle smerte og sorg. Det er uhyggeligt at tænke sådan, men uundgåeligt. For nogen gange er smerten for stor. Alle de ting som er sket i mit ophober sig og forvolder den smerte. En dag kommer den ud. En dag.