Hvis man skal beskrive sorg, kan man ikke. Man kan ikke komme tilnærmelsesvis tæt på en beskrivelse. Den eneste måde man kan forstå sorg på er at opleve den selv. Denne stærke sorg, som ødelægger alt og efterlader dit legeme træt og koldt, er en sorg som man ikke kan undgå. For det er ikke en man påtager sig, eller selv er medvirkende til. Den er kun iskold - som had. Min sorg sniger sig ind overalt og efterlader mig med angst og vrede, fordi jeg ikke forstår hvorfor. Hvorfor skal der være sorg i verden, når vi ellers har alt hvad vi kan ønske os?
Hvad er det for en sorg jeg føler? Det er sorgen over at være afmægtig. Ikke kunne gøre noget når sygdommen langsomt æder min mors legeme op. Når hun græder af alle de problemer i livet hun ikke har fået løst endnu, og den mand som har bragt hende mest sorg. Den mand som står nærmest, og skulle elske og hjælpe hende, men som vender ryggen, råber, kommanderer og får hende til at gøre ting, som burde være fysisk umuligt for hende i hendes sygdomsforløb. Og hun ligger der. Grædende, mistroisk, opgivende og ønsker snarlig bedring, men ved at med ham er livet alligevel et helvede, om hun er syg eller rask. Så hun gør sig sine forberedelser. Skriver testamente, skriver ham i det fordi hun ikke tør andet, og advokaten siger at det er hendes egne fri vilje. Men hendes vilje er jo ikke fri. Han har misbrugt og forurenet hendes vilje i 13 år, så hun nu ikke længere kan tænke selv. Han tyranniserer hende og slår hende, så hun føler sig magtesløs og opgivende.
Hendes venner vil hjælpe hende, men hun støder dem alle væk. For hun er afhængig af ham, og hvad han gør ved hende. 5 Minutter om dagen er han venlig og det er de 5 minutter hun lever på.
Når han fortæller hende løgne om at han elsker hende, og er glad for hendes bedring, smiler hun og glemmer om al den smerte og sorg han har givet hende. Hun skyder sine børn væk fra sig. Dem har hun ikke brug for mere, når han er der. Hun siger hun elsker dine børn, men børnene føler sig ikke velkomne i hendes hjem når han er hjemme. For han gør alt for at fortælle dem at de ikke må være der. Og hun affinder sig med det endnu engang, fordi han ejer en evne til at manipulere i en sådan grad, at hun tror at han er det eneste hun behøver. Nu ser det ud til at hun skal dø alene. Hun har selv gravet sin grav som man siger, ved ikke at lukke sine børn ind i hendes liv. Han griner ondskabsfuldt ved udsigten til at få huset, bilen og penge ud af forholdet. Det eneste som kan spolere glæden er at hun har 2 børn som skal have halvdelen. Der ærgrer han sig over, og tænker måske, at næste gang vælger han en kvinde uden børn.