Når jeg ikke sover, græder jeg. Så kort kan det siges. Når jeg kører bil, venter i kø, gør rent eller går ud med skraldespanden græder jeg. Hele tiden. Tårerne triller ligeså stille og lever deres eget liv. På intet tidspunkt er der ro indeni, men en konstant sivende flod af smerte. Den kravler ind i alle sprækker og intet sted er helligt. Hele min sjæl er invaderet af krise.

Når jeg går på gaden, undrer det mig, at andre mennesker går rundt som ingenting er sket. De handler ind og virker som om, at alt er i orden. Men som jeg ser det, er hele verden styrtet sammen. Intet er mere, som det var.

Jeg tænker, at de må kunne se, hvor amputeret jeg er. Solbrillerne skjuler de forgrædte øjne, men tårerne drypper jo hele tiden fra hagen og ned på tøjet i store pletter.

Alting er i opløsning.

Jeg kan ikke bære det her.

Jeg vakler under forventningerne om, at skulle kunne klare det. Det er mig en gåde, hvordan andre kommer igennem en skilsmisse med forstanden i behold. Jeg synes godt nok, jeg nærmer mig sindssygens rand.

En klog kvinde sagde til mig:” Slip dine krampagtige forsøg på at bevare kontrollen. Du har den alligevel ikke lige nu. Lad kaos tage over og rase ud, så der bliver plads til vækst igen” Det er nok det mest trøstende, nogen har sagt.

En anden veninde sagde: "Alting går over med tiden. Alting. Også dette her."

Imens forsøger jeg at overleve med bare en smule livsmod i behold.