"Pas nu på!" råber mor og griber min hånd. "Du må ikke gå over vejen alene. Det er farligt."
   Vi er på vej hjem til min morfar. Min mor hentede mig tidligt fra børnehaven, selvom det plejer at være mig, som bliver hentet sidst. Det kan jeg egentlig også bedst lide, for så kan man lege med lige, hvad man har lyst til, når alle de andre er gået. Derfor gider jeg ikke hjem allerede og slet ikke hjem til morfar. Han er altid så sur. Mor virker også ked af det. Måske fordi hun heller ikke gider hjem til morfar? På vej op ad trapperne til morfars lejlighed møder vi onkel Lars og tante Janni. De har også Christoffer med. Han er ni år og altid med på en leg, så jeg løber over til ham og råber: "Du er den!" Han reagerer ikke rigtig, og mor hiver fat i mig og siger, at jeg skal være sød. Hvorfor er de alle sammen så sure?
   I lejligheden sidder hele familien, men der er ingen, som snakker, og de ser alle sammen så triste ud. Sidste gang hele familien var samlet, var det til fødselsdag, og der var de alle glade. De grinte også, meget endda. Nu sidder de bare alle sammen og er kedelige. Min moster Lene sidder i sofaen og græder med kusine Louise i armene. Hun græder nemlig også, og nu begynder min mor at græde. Så begynder jeg også at græde. "Åh, lille skat dog." siger tante Janni og krammer mig. Så stopper jeg gråden og tager imod krammet. Måske har de andre også bare brug for et kram? Jeg løber over til Louise, og giver hende et kæmpe kram, men hun stopper ikke med at græde. Det blev næsten kun værre. "Smut du over til din mor." siger moster Lene og giver mig et lille smil. Det hjalp vist på hende. Jeg løber over til mor og hiver i hendes kjole. Hun sætter sig ned på hug og snøfter et par gange, inden hun med røst i stemmen, fortæller mig, at morfar ikke er her længere. Men hvor er han så henne? Og hvorfor er Christoffer så ked af det? Han plejer heller ikke at kunne lide ham. Morfar lavede ikke andet end at sidde ved sit skrivebrod og lege med frimærker, eller skælde ud når vi løb indenfor. Og hvis vi spurgte ham, om vi måtte lege med, så smed han os ud sit kontor. Men nu er han her ikke mere, så nu kan vi løbe lige så meget, vi vil. Og med det på sinde, begynder jeg at løbe glad igennem stuen og fryder mig over, at ingen skælder ud. Imens kommer mormor ud fra soveværelset og siger, at vi godt må komme ind og tage afsked nu. "Jamen, han er her jo ikke? Det sagde mor selv." siger jeg fast og slutter af med et lille nik. Da begynder Louise at græde endnu mere, og mor tager igen fat i mig. Hun sætter sig på en stol og løfter mig op på hendes skød. "Morfar er ikke taget helt af sted endnu." siger hun, og jeg spørger, hvor han skal hen. Så forklarer hun, at han skal hen et sted, hvor gamle mennesker på et tidspunkt tager hen, og at det er langt herfra, så vi kan ikke komme og besøge ham. Først engang når vi selv er blevet gamle, og det er tid til, at vi selv tager af sted. Det kender jeg godt. Det er sådan et sted, min farmor er henne. Der må vi dog godt besøge hende, så det er nok ikke helt det samme sted.
   De begynder skiftevis at gå ind i soveværelset. Jeg spørger, hvorfor han ikke bare kommer herud? "Han ligger i sengen, lille skat." svarer mor med et anstrengt smil. Og da jeg spørger, om han er syg, ryster hun bare på hovedet med tårer i øjnene. Heldigvis græder hun ikke længere, og Louise er også stoppet, så der er helt stille i lejligheden. Da det er mors tur, tager hun mig i hånden, og vi går sammen ind i soveværelset. Morfar ligger på sengen med lukkede øjne. Han ser underlig ud, for han er helt blå i hovedet. Normalt er han rød i hovedet, og engang blev han ekstra rød i hovedet, da jeg kom til at vælte hans lampe, så den faldt på gulvet og gik i stykker. Da ville han give mig sådan en røvfuld, men mor stoppede ham og blev helt vild sur. De råbte begge højt, og mor begyndte at få den samme farve i hovedet som morfar. Han er en rigtig sur gammel mand, men nu ligger han helt stille i sengen. Han har ikke åbnet øjnene, og han reagerer heller ikke på, at mor tog hans hånd. Jeg tror han sover. Det kan han simpelthen ikke være bekendt! Alle er kede af det, på grund af han tager væk, og når de så vil sige farvel, så ligger han bare der og sover. Det er rigtig tarveligt! Mor kan faktisk godt lide ham, selvom de råbte af hinanden dengang. Og vi har været og besøge dem mange gange efter det. Morfar er så dum. En sur og dum gammel mand. Jeg er rigtig glad for, at han tager væk. Og så går jeg målrettet hen og tager fat i mors kjole. Med rynkede bryn trækker jeg hende med hen til døren. "Vent lige to minutter skat. Du kan bare gå ud til mormor." siger hun og fjerner min hånd. Jeg har ikke tænkt mig at gå nogen steder; jeg stiller mig bare op med armene over kors og surmuler. Morfar kan ikke være det bekendt. Jeg skal altid tvinges til at give ham et kram og sige farvel, men når det er ham, som går fra os, så behøver han åbenbart ikke sige eller gøre noget. Det er rigtig uretfærdigt.
   Moster Lene og Louise er de sidste til at gå ind til morfar. Der er stadig ikke rigtig nogen, som snakker, og mor har sat mig på en stol, hvor jeg skal blive siddende. Nu vil jeg bare gerne hjem. Jeg kigger rundt i stuen og ser et billede af en unge mand, som ligner morfar. Han står sammen med en ældre mand og smiler. Den gamle mand ligner også lidt morfar, men man kan næsten ikke se det, for billedet er ikke i farver. Jeg tror ikke, jeg kender dem, men hvorfor har morfar og mormor det så hængende?
   Da alle endelig har taget afsked med morfar, rejser mor sig og siger, at vi tager hjem. Jeg får min jakke på, og mor kysser mormor farvel i døren. "Vi kommer alle sammen til at savne ham" siger hun, mens mormor bare smiler svagt tilbage. Jeg kommer ikke til at savne ham. Han er ikke særlig sød. Altså, kun når han gav os et bolsje til at sutte på på vejen hjem. Eller når jeg fik lov at hejse flaget med ham. Jeg kunne også godt lide, når vi legede krig ved det lille bord med de sorte og hvide brikker. Og han havde et sjovt grin, som altid fik mig til at grine. Han grinte mest, når han vandt i noget med kort over mormor. Der kunne jeg godt lide at kigge på og hjælpe mormor med at snyde. Okay, så måske kommer jeg til at savne ham lidt. Men så spørger jeg bare mor, om vi ikke godt kan besøge ham, selvom det er langt væk. Det vil hun nok gerne, for hun sagde jo selv, at vi alle ville komme til at savne ham.