0Jul i familiens skød
Han lægger sin hånd på det duggede vindue og mærker kulden, der s... [...]
Noveller
14 år siden
0Sige farvel
"Pas nu på!" råber mor og griber min hånd. "Du må ikke gå over ve... [...]
Noveller
14 år siden
2På barndommens vinger
Da jeg var en lille, vidste jeg ikke særlig meget. Jeg vidste, hv... [...]
Essays
14 år siden
4Mørkt er lyst
Natten går ind - lægger sin dyne, · varmer mig og viser mig vej. · La... [...]
Digte
14 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Victoria Bodin Kafuněk (f. 1994)
Da jeg var en lille, vidste jeg ikke særlig meget. Jeg vidste, hvad man skulle vide som barn, men i forhold til i dag, så vidste jeg intet. Jeg troede, penge var noget, man kunne hente fra en maskine, når man havde lyst. Jeg var sikker på, at der boede slanger og edderkopper under min seng og i toilettet. Jeg turde derfor ikke sætte mine fødder ned fra sengen, for så ville de jo fange mig. Jeg troede, jeg kunne bestemme alting selv, når jeg ikke gjorde, som min mor sagde, og jeg troede man ramte månen, hvis man fløj for højt. Jeg var måske ikke for klog, men verdenen var simpel dengang. Et træ var et træ, og en bænk var en bænk.
Dengang kunne man tage en dag ad gangen. Ingen bekymringer. Skulle jeg til lægen, tænkte jeg først på det, når jeg stod foran lægens dør. Men hvis jeg vidste, vi skulle ud at rejse, tænkte jeg ikke på andet. Jeg kunne godt lide skolen dengang. Det var sjovt. Jeg kunne godt lide lærerne, jeg kunne godt lide at læse, skrive og regne, og jeg kunne godt lide alle dem, jeg kunne lege med. Jeg så op til de store, og hvis en af dem så min vej, kunne intet ødelægge dagen! Bortset fra hvis det var en dreng. Så kunne det være lige meget. Det var nemlig de store piger, jeg en dag ville være som. De var flotte, gik med make-up og bh, og var af højeste status på skolen. Jeg holdt vejret hver gang, de gik fordi, og gjorde mit bedste for at efterligne dem, som de gik der og snakkede. Havde dog ikke regnet med, at når det en dag var mig, der blev den store, så var det uden betydning, for jeg vil stadig være det, der er større. Dengang var der intet efter det, man lige kunne se. Det var der kun, hvis jeg kunne røre det eller se det. Alt andet var noget pjat.
Jeg sagde selv, at jeg ikke var bange for noget. Jeg var ikke bange for mørket, for hunde eller katte og fremmede mennesker var bare nogle nye personer, man kunne snakke med. Så hvad var der at være bange for? Ballongyngerne i Tivoli ville jo falde ned på et eller andet tidspunkt, det vidste alle da, så det var ikke at være bange. Det samme var det med Skildpadden i Bonbonland. Og når de sagde, jeg var bange for gyngen, satte jeg mig trodsigt op på den. Jeg kunne også godt selv gynge frem og tilbage og vise dem, hvem der var bange her. Hvis de så på nogen måde rørte gyngen eller mig, var det jo en helt anden side af sagen. Bange, det var jeg i hvert fald ikke. Og hvis det nu skete, at jeg blev bange, hvilket jeg selvfølgelig aldrig gjorde, så hentede jeg bare min dyne. Den var et skjold, som fangede alt det onde. Det skulle så bare vise sig, at jeg i dag faktisk er allergisk overfor min dyne. Hvilken fantastisk ironi for at være så stædig.
Der skulle heller ikke meget til for at glæde mig. En af de ting som jeg altid så frem til, var Disneysjov om fredagen. Blev så sur, hvis jeg ikke nåede at se det og følte, verden gik under. Lige indtil jeg fik noget slik, for det kunne også gøre tricket. Men det bedste var nok, når vi havde morgenmadsprodukter i huset, for så kunne jeg spise det til morgen, til middag og uden mælk til som snack. Derfor var det heller ikke tit, min mor købte det, men når hun nu gjorde, var det som at få en gave. Og gaver var bare det bedste. Det gjorde også lige det ekstra, når det var julemanden, der var kommet med dem. Ak ja, dengang julemanden ikke var en myte, men en rigtig mand med stort hvidt skæg og en kane med rensdyr, som han parkerede på taget, mens han kravlede ind og gemte gaver under sengen. Jeg var ikke en af dem, der længe troede, julemanden fandtes, men alligevel ville man ikke give så let slip på drømmen. Det var en dejlig tanke, som så først rigtig blev afvist for et par år siden, da min kære bedstefar kom til at tale over sig. Jeg husker det, som var det i går, at min storsøster og jeg sad der på hver vores seng en søndag advent og pakkede vores gaver op. Vi sagde tak til julemanden, men krammede stadig vores far, som bare grinte. Da ringede telefonen. Det var min bedstefar, der bare ville høre om, vi var blevet glade for gaverne, som han havde købt i forgårs. Man kunne ikke gøre andet end at grine, for sjovt var det, men alligevel brast den lille drøm om en julemand, der nu engang var tilbage.
Jeg er i dag godt klar over, at mange af de ting ikke er korrekte. At verden ikke bare fungerer én vej. Men dog finder jeg nogle gange igen mig selv i nogle af disse situationer, som når verden gør ondt, og jeg kravler ned under dynen. Når jeg tænker mig en ekstra gang om, inden jeg sætter fødderne ned på gulvet foran sengen, eller som når jeg sidder på en gynge. Det ligger dybt i én, og der er disse dage, hvor man ønsker sig tilbage i barndommen. Der hvor man kunne tegne uden for stregerne, glide ned på gelænderet, klatre op i et træ eller hoppe i en vandpyt, uden at skulle tænke på, hvad der er fornuftigt, hvordan man ser ud eller hvad andre folk tænker. Bare slippe hæmningerne, bekymringerne og alt det der hører til for at blive voksen. For dengang var det hele meget nemmere. Det var meget mere ukompliceret og utrolig sukkerglaseret. Man skulle ikke sætte flere plastre på for krigen bag horisonten, men kun et lille plaster, for når man havde skrabet sit knæ. Man skulle ikke træffe et valg, som vil afgøre hele ens fremtid, men kun et simpelt valg, om man skulle vælge popcorn eller chokolade til filmen. Jeg kunne godt bruge en sidste gang, hvor jeg pakker mig ind i min mors arme, og hvor hun så på magisk vis tryller det hele væk. Men jeg er blevet klogere. Jeg er ikke længere et barn.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 16/06-2010 18:17 af Victoria Bodin Kafuněk (VictoriaBK) og er kategoriseret under Essays.
Teksten er på 1057 ord og lix-tallet er 25.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.