Smøgen er tændt, lungen er mær, så os skrive det shit!

Jeg er mæt, kan ikke proppe mere ned. Jeg er fuldt i min sociale mavesæk. Jeg har spist af den fremmed kulturs sociale sovs. Jeg har vold ædt af mine landsmænd og kvinders sociale dybder, nu siger jeg stop. Hvis jeg inhalerer flere indtryk, fysik og psykisk, går jeg amok. Problemet er at jeg ikke er anorektiker når det gælder det sociale. Nogen gange tager jeg mig selv i at være bulimitiger, jeg går simpelthen hen og grov æder samvær og derefter søger jeg ensomheden(kaster op!!). der er dog to retter jeg mangler, morgenmad og fredags slik. Morgenmaden i form af moderlig kærlighed. Som hver morgen er der og ved sin blotte nærværelse giver dig den styrke, som du skal bruge på de forskellige sociale tag-selv-border. Fredagsslikken er en ny og spændende ret, som jeg længes efter. Efter 3 uges cølibat er det fredagsslikken hvor jeg mest trænger, jeg er en smule pirrelig, og min hjerne er kristen syndig hele tiden, ser sex alle vegne. Som sagt, som skrevet er jeg mæt, kan ikke proppe mere ned.
Gambia er som en stor fødeskums tank, der bare ikke vil gå i stykker som er spiselige. Som det lille sidste jord-kan-ikke-bær-mer' på tallerken. Heldigvis er der kun 3 bider endnu og så er det hjehmmmm.