Tåren løber ned af kinden, i små og tunge ryk
Det er lang tid siden at den har løbet så langt uden at, blive en med våd plet på skjorten.
Øjne brænder sorgmodigt de ser rødt blankt på tilværelsen. Næsen sniffer op, den trækker i land.
Det hele er tilværelsens rensnings ritual, for når den bliver klaustrofobisk begynder det hele at flyde.
Tilværelsen er stor og almægtig i sin eksistens.
Eksistens er deprimeret, sammen ud gør de den kilde til den løbende tåre, de brændende øjne og den sniffende næse.
Tilværelse og eksistens er de døve og stumme, for de hører ikke spørgsmål, om deres oprindelse. De forsætter bare uden svar, uden at stoppe op.
Jeg stoppede op og spurte dem og fik intet svar. Nu sidder jeg og dråber med tåre, snot og mine øjne brænder, for jeg troede at det ville være anderledes med mig!
For jeg eksisterer i tilværelsen, og jeg har en tilværelse i min eksistens.
Og jeg for stadig ikke svar!