Tanja (5½ år) og jeg (mor) leger gemmeleg. Jeg lukker øjnene og væk er hun. Efter jeg har talt til 10 råber jeg:
- Nu koooommmeer jeg.
Leder og leder, mens jeg kalder. Kigger her og der, men ... ingen Tanja?
Åbner til sidst et skab i gangen, og hvem sidder derinde?
- Fundet, siger jeg højt og glad.
Men nej, det var åbenbart ikke meningen, for Tanja meddeler mig surt og stramtandet, at jeg ikke må kigge i skabet, men skal lede, hvor hun siger hun er.
- Nå, siger jeg grinende, og lukker skabet igen.
Inde fra skabet lyder det syngende:
- Jeg er inde i stuuuuuen.
Jeg kan ikke lade være med at grine, men selvfølgelig kigger jeg rundt i stuen, og kan klart ikke finde hende.
- Hvor eeeeerrr du? Jeg kan ikke finde diiiiiig, prøver jeg igen.
Nu lyder det igen syngende fra skabet:
- Jeg er ude i køkkeneeeet.
Nu tøffer jeg selvfølgelig derud, og imens bliver jeg enig med mig selv om, at nu må det være på tide, at jeg ’finder hende’, så efter en forgæves køkkentur, smutter jeg i gangen igen, åbner skabet.
- BØØØØH, griner Tanja højt og skingrende.
Og selvfølgelig leger jeg med på legen, farer forskrækket sammen, hvorefter Tanja kravler grinende ud af skabet.

Hvem den lille leg morede mest er svær at sige, men hyggede os - det gjorde vi *S*