Der var engang. Ude på landet.
   Det var en gang om året, der blev inviteret til nabokaffe.
   Det var aften komsammen. Kl. 19.30
   Der kunne være en 14 til 16 personer, hvis alle mødte op.
   En tradition.
   Lidt nervøsitet var der vel altid at spore hos husmoderen ( i hver fald i de hjem, hvor rengøring ikke havde den største prioritet. Det handlede jo om hendes renomme. Der var normer at leve op til)
   Så der blev ryddet op, der blev skrubbet, det blev gnubbet, bagt og poleret og sølvtøjet fik en ekstra omgang. Hvis det var om vinteren, skulle der fyres op i kakkelovnene i de pæne stuer.

Når der var blevet sagt velkommen, der var blevet givet hånd hele vejen rundt og alle havde sagt godaften til hinanden, fordelte mænnerne og konerne sig i hver deres stuer.
   Konerne med deres strikketøj og stramaj. Nogen mere snakkesalige end andre.
   Nogen havde hørt noget, som andre ikke vidste. Lidt skandaler var jo ikke at foragte. Tonelejerne steg med spændingen.
   Mændene røg cigarer. Røgen lagde en lille dæmper på aromaen fra hårpomaden og en lidt udefinerbar krops-og tøjlugt. De snakkede sikkert mest om deres køer og grise. Det var før, der var mælkekvoter, tremmesøer og burhøns.
   Kaffebordet var fælles for alle.
   Der var dækket op med det nye kaffestel. De fine tynde kopper, der havde en sprød, klirrende lyd i kontakten med underkoppen.
   Kaffen blev serveret i porcelænskander af husmoren, der var iklædt sit kartoffelmelsstivede, hvide forklæde og et indbydende smil på læben.
   Og der blev sat kringle og sandkage på bordet. Lagkage, der var pyntet med flødeskum og så var der æblekagen, med klatter af hjemmelavet gele.
   Der blev hele tiden nødet om at tage ekstra portioner.
   Til sidst var der skåle med hjemmebagte småkager.
   Endelig blev en sølvtallerken sendt rundt med cigarer og cigaretter, hvis nogen skulle have lyst...
   Der var askebægre med samme blomster som på kopperne.
   Lidt lettet var husmoren, når der blev sagt godnat - for det var jo gået rigtig godt alt sammen.
   Og nu var der et helt år til næste gang.
   Det var ikke særlig sent, de gik hjem.
   For tidligt næste morgen skulle malkningen være færdig, når mælkemanden kom og læssede de fyldte mælkejunger på traktorvognen og kørte dem til mejeriet i den nærmeste landsby.

Det var ude på landet. For længe siden.
   Og det var sådan, det var.
   Jeg ved det, for jeg har selv været der.