Så når jeg bliver træt, bliver jeg ikke bare irritabel, umotiveret eller de andre typiske symptomer. Jeg bliver bange. Fck'ing bange. Min angst blusser op og hver en fiber i min krop i fight-or-flight tilstand. Hvordan kan man så kunne koncentrere sig om noget som helst?
Hvordan skal jeg kunne gå ud ad døren og kæmpe for dagen, når det føles som om jeg går direkte ud i en verden af flammer. En brænd hvor varmen smelter igennem min hud, så jeg - mit sind - vil blive efterladt med tredjegradsforbrændinger.
Hvordan skal jeg kunne rejse mig, når jeg ikke selv tror på, at mine ben kan bære og det eneste jeg ser for mig er smerten af hvor hårdt jeg slår hovedet i mit fald.
Hvordan skal jeg kunne få et ord ud, når hvert ord føles som en løgn, der bringer mig længere væk fra mig selv og dybere ned i mit selvbedrageris dyb. Hvordan skal jeg kunne være til, når mit eget hoved starter stormen indvendigt og mit regntøj kun virker mod stormen udenfor.
Hvordan skal jeg kunne tilgive mig selv for at træde ud af den dør og vel-bevidst påføre mig selv brandsår og evige ar. Eller endnu værre, hvordan skal jeg kunne tilgive mig selv for ikke at kaste mig ud i ilden, for at lære hvordan man slukker branden.
Hvornår skal jeg være mit eget offer og hvornår skal jeg være min egen helt? Hvornår skal jeg bede om hjælp.