Et meget flot og livsbekræftende digt. Du har en meget enkelt præmis med starten af hver strofe, og det fungerer rigtig fint til at "suge læseren ind".

Nogle stærke rå følelser, om at ville have, men ikke at få nok alligevel. Super godt skrevet.

Uha, uha, sandheden kan gøre ondt.

En rigtig velskrevet historie. Hold da op. Den kunne være foregået alle mulige steder i verden og på forskellige historiske tidspunkter, men du vælger en næsten Shakespearsk ramme med død og forbudte følelser. Ingen mislyse i en rigtig fin tekst.

En fin lille tekst, der indeholder både tro og tvivl. Hvad kan man tro på, hvis man ikke tror på at himlen er blå? En meget fin metafor.

Tiden er den største dræber ... men det billede du får beskrevet minder i mine øjne mest om gerningsstedet fra en gyserfilm.

Det er super spændende det med at rusen er en rejse. Det lyder rigtigt. Jeg bliver også optaget af mine refleksioner over hvilke ting i hverdagen, de rkan fungere som rus - også for folk, som hverken ryger eller drikker kaffe. Den daglige løbetur, eksempelvis. Eller hvad med dem, der allerede dagen efter de kommer tilbage på arbejde, sukker hengivent efter næste ferierejse? At "ruse" er at leve!

Spændende emne :)

Et fint digt, der i mine øjne fortæller noget om kampen og de mærker, som de efterlader på de overlevende.

"Wake up and smell the burning faith" ;)

Freud sagde at "summen af laster er konstant". Kort sagt, holder man op med at spise for meget chokolade er der en risiko for, at man i stedet begynder at bruge for mange penge på at spille lott, trav og tips. Pointen er - min fortolkning - at mennesker er lastefulde væsner, og at vi selvfølgelig skal begrænse lasternes negative indvirkning på livet, men ellers slå fred med lasterne.

Jeg kan godt lide din histories meget simple præmis. Den er effektiv, og meget fint fortalt i et godt, mundret sprog. Måske kan det godt være at hovedpersonen oplever at have tabt sin sidste last, men har vedkommende måske alligevel fået en anden i bytte?

Rigtig fine sproglige billeder af længsel, nærhed og afstand. Rigtig godt skrevet :)

Der er et meget populært slogan, der hedder "What's eating you?"

Kan man bruge det samme udtryk om medieforbrug? Altså at den enkelte bruger så meget tid på medierne, at vedlommende ender med at det er medierne, der forbruger personen?

Interessant. Jeg kan i hvert fald mærke meget forskel på mit liv nu, hvor jeg bruger meget lidt tid på sociale medier og stort set aldrig ser tv, sammenlignet med mit liv for ti år siden, hvor jeg så ret meget tv. En af forskellene er desværre at der er mindre at tale med kollegaer om når vi står "omkring vandkøleren". Men jeg er virkelig glad for at have skåret ned. Det har givet distance og når jeg i dag tænder for fjernsynet er det lettere at få øje på hvor absurd meningsløst det meste på skærmen er.

Billeder af himmel og jord i bevægelse - den menneskelige vilje mod naturens kræfter. Som læser sidder jeg og bliver nysgerrig på mere.

Der bliver sagt og skrevet meget om hvad meningen med livet er. Mit bedste gæt, efter at have snuset til mange forskellige bud, er at meningen med livet er at finde sig et sted, hvor man føler sig fuldstændigt og aldeles hjemme. Tillykke med at du fandt dit sted, at du fandt de mennesker, der skulle til.

P.S: Jeg overvejer alvorligt at købe din bog efter at have læst disse kapitler, for ligesom de små børn fra 3. klasse, som du engang stod overfor (ja, det kan man godt i en rullestol, i min verden i hvert fald), så har jeg stadig en masse små og store ting omkring det at have et synligt handicap, som jeg er nysgerrig på.

Ja, du kan godt snakke, og forstå hvad andre siger. Det flere mennesker har svært ved at forstå det. Mit gæt er, at det er fordi de har svært ved at spejle sig i det fysiske handicap. Eller at de spejler sig for meget - eksempelvis ved at tænke, at et synligt handicap betyder at vedkommende også er mentalt bagud eller at det er voldsomt synd for vedkommende.

Det sociale er en svær ting. Men fortælle på en levende og medrivende måde, det kan du.

Jeg har godt hørt om dit projekt med selvbiografien. Siden du udgav denne tekstbid er den blevet færdig, og tillykke med det.

Jeg ville ønske at flere forskellige typer af mennesker fortalte deres lishistorie og fik mulighed for at få den ud til et større publikum, sådan som du har gjort. Normalt er det kun folk, der på en eller anden måde er "berømt", der får biografier ud, men hvad med en almindelig, ukendt direktør, husmor, skolens populære pige, eller hende i rullestolen?

Jeg tager hatten af for dit projekt, og synes allerede du i denne tekst ganske fint rammer det med hvad normalitet er, og hvordan fjertallet reagerer på "afvigelser". Hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg de børn, der stillede dig spørgsmål spejler hvad de voksne egentlig tænker - jeg tror det er de samme basale sprøsgmål: Hvad med måltider, hvad med toiletbesøg? Osv., osv.

Spændende i hvert fald.

Jeg kan ikke lige se hvor det med skyggespillet kommer ind, men det er rigtig fint ordarbejde du har gang i her. Smukt og enkelt.

Et fint digt, som i tekstens opbygning får mig til at tænke på sangen "Lollaby" af The Cure. Er det tilfældigt?