Hej Allan.

Medrivende historie i et flydende fortællesprog. Netop fortællestilen får teksten til at virke som en historie fra dagligdagen.
Men det er en mystisk historie med en åben slutning. Jeg går ud fra, det er meningen, den skal være åben og det er godt fundet på. Det er derfor ikke en kritik af teksten, når jeg undrer mig over en jeg-fortæller, der måske fortæller om sin og Fridas død - eller glemmer at fortælle, hvad der siden skete? Øh - og lagde de sig oveni enken eller fandt bedemanden bare på, at hun var der?
God og velskrevet (og lidt uhyggelig) novelle :-)

Vh. Pia

virkelig interessant slutning på historien. jeg forestiller mig at hovedpersonen og hans kone døde og bedemanden skulle køre dem til deres begravelse, grundet de sidste par linjer med at de "gav helt slip. Man har ikke noget valg"

Tak for en virkelig humoristisk novelle! Jeg elsker selv katte, så blev fanget med det samme, men det der fastholder mig som læseren er den lidt grove humor.

Godt skrevet! Jeg er vild med den sproglige tone. Man kan tydeligt fornemme jegfortælleren i den. Dog bryder det lidt med novellegenren, at fortælleren dels henvender sig til læseren, dels taler om teksten på metaplan - "Det er faktisk ret let at skrive, hvad der så skete."

Hej Allan

Du skriver virkelig godt!!! Let- og virkelig sjovt. Jeg følte 100 % med den stakkels "kattemand"- replikker og handling var bare så typiske, hans kone en type de fleste af os har mødt- mere end en gang. Og hans usagte frustration og hans skræk for ikke længere at kunne skelne tanke fra tale. Jeg var super underholdt og vil helt sikkert læse flere af dine tekster,- når de kommer:)
Mvh
Tine

Hej Allan Andersen. Per Nilen her! Jeg har læst din novelle om Albert og hans afdøde farmor, og kan slet ikke finde lovord nok. Historien om drengen der vil have sin afdøde Farmor til at fremstå lidt smukkere i døden er på en gang så levende og så rig på detaljer at den fremstår helt filmisk. Man har virkelig fornemmelsen at det du skildrer er selvoplevet. Din skildring af dødsstivhedens modbydelighed er lige så skræmmende beskrevet som drengens baksen med liget opad trappen er varm, rørende og levende. Dialogerne med avismand og hjemmehjælper leder tankerne hen på absurd teater. Selv i døden kan der skjule sig humor. At drengens projekt-Farmor-op-i sengen omsider lykkes kan man jo ikke andet end at opfatte symbolsk. Den så tydeligt højt elskede Farmor er jo ikke død! Hun er bare gået over i en anden tilstand. Højt elskede mennesker kan jo aldrig dø! Albert løber jo ikke skrigende bort ved mødet med døden. Han tager, bogstaveligt talt , livtag med den, og sejrer tilslut, om man så må sige. Det bliver næsten helt bibelsk.

Med alle hilsner.

Per Nilen.

"Det vigtigste er fortalt, skulle jeg mene."
Elsker det simpelthen!

Tak, igen!

Haha - jeg er godt underholdt, her!
Blottet for sentimenatitet, en undertone af rå fremturen i real-tid.
Næsten Rifbjerg'sk.
Tak for den!

En psykologisk gyser rammer genren i bedste Alfred Hitchcock sti.

;-) Rud

Det har været svært at samle sig om batminton efter den tur med farmand og død due griner. Og håber din mor slap for sit strikketøj med due ved :-)

Sikke en dejlig tekst. Så skønne sætninger og et par, der ikke var nødvendige, men overordnet var det en vidunderlig oplevelse at være med på turen. Jeg elsker detaljerne som at der var nødder i kvindens Marabou og hesteballonen fik mig herhen til at starte med. Skønt og dystert.

Fantastisk novelle med godt flow og tydeligt billedsprog og ikke at forglemme en god humor. Giver lidt konstruktiv kritik og så smutter jeg.

1. Jeg er lidt af en flueknepper så her kommer der bare lidt småting. Du mener chubby som buttet samt javla på norsk i stedet for jävla der er svensk.
2. Billedsproget er som sagt skønt og forfriskende. Jeg kan tydeligt se den verden du skaber inde i novellen.
3. Humoren er til at dø for. Hele situationen der udspiller sig fra mandens vinkel er så fortabt og absurd. Meget kreativt.

Håber du kan bruge det til noget, hvis ikke så er jeg vel bare en taber der ikke kan finde ud af at kritisere. God vind!

Når jeg læser sådan en historie som din novelle Så er jeg egentlig glad for at bo alene. Historien mindede mig om dengang jeg var gift, og om hvordan det indimellem Var utrolig svært at være helt samme sted. Tit lullede man sig bare ind i en hverdag hvor den ene dag tog den anden, og det hele endte med at glide over i gabende kedsomhed uden at man stillede nogen som helst spørgsmål.
Man kunne dog langsomt mærke livets forfald Som bare lagde sig som en tyngende byrde over dagligdagen. Hvis et forhold skal bestå, skal man nok kæmpe for ikke at begrave dagligdagen i trivialiteter men give plads til lidt Sjov og Nye Oplevelser.

Historien kører i et rigtig fint tempo og dit sprog føles mig jordnært, fordi det er fortalt i 1.person-fortæller eller jeg-fortæller om du vil.
Jeg blev hooked stort set med det sammen for allerede i tredje linje hvor "flæskepigen" spiser chips, tænker jeg straks om situationen mon kulminerer. Jeg læser herefter grådigt hvad der bliver serveret og føler mig ikke skuffet, snarer underholdt og metaforiske billeder som, citat: (...) Man bliver, hvad man spiser, tænkte jeg, og forestillede mig en død gris på sædet. (...) og (...)... der var nødder i kvindens Marabou, som hun var gået i gang med at fortære. Jeg kunne høre dem knase mellem hendes tænder, som en tung fod der træder på tørre blade.(...) + der er mere at fremhæve.

Hvis der var noget som til at starte med ikke gjorde så meget for mig, var det i starten. Hovedpersonen tænker på, at også han har været barn, stirrende op i loftet og også har været grædende og skidende i bleen. Men så faldt tiøren måske for mens han lå i vuggen, var han ren og uskyldig af sind, så og man kan kun gisne om hvor det mon gik galt i livet for ham.
Det er muligt at han som spæd var faldet ud af vuggen, for hvordan forklarer man ellers oprindelsen til en psykotisk eller megen urationel tankegang: (...)Jeg var faldet ud af vuggen. Det måtte jeg være. Et voldsomt sving...(...)
Efter at have grublet lidt over sektionen, syntes jeg alligelvel ikke jeg ville undvære den, for det er jo et godt spørgsmål; hvor knak filmen for ham i livet.

Til slut synes jeg det er rigtig godt at voldscenerne til slut er undladte, ikke fordi jeg er sart, men noget skal der jo være tilbage til fantasien.
Hesteballonen var uden tvivl den sidste drop af irritation der får det mentale bærger til at flyde over, som om der ikke var problemer nok i forvejen for hovedpersonen.

Mange tak for bustur.
Mvh.
David.

Hej Allan,

jeg læser sjældent noveller, men er glad for at jeg læste denne. Tak for at dele en til tider rigtig sjov, til tider dyb og til alle tider velskrevet historie.

Jeg stødte undervejs på et par småfejl, som jeg nævner som det næste, og har også lyst til at spørge, hvilket program du bruger til at skrive? Jeg bruger selv bare notepad (jo simplere jo bedre), men tænker at det er ret tydeligt på din teksts struktur at det primært er skrevet til anden brug end her (?). Her tænker jeg på selve æstetikken, som for mig holdt mig fra at læse teksten i flere omgange, til jeg lige fandt stædigheden til at gøre det.

Inden nævnelse af mulige fejl; "En skulptør havde sat sine værker ved et spisebord. Tomme blikke." (...) "Duften af blåbær er fremmed. Skulpturelt." = fremragende! Det måtte lige siges.

Stavefejl: "Jeg propper _sin_ ene finger ind i hendes navle nu."
Jeg-fortæller - Lars eller Klaus? Desuden skulle det måske gøres klart fra start at jeg-fortælleren er mand? Trods det fremgår ret tydeligt af ordvalg osv. fra start, så hvorfor ikke spille med åbne kort og fange læseren med en udstrakt hånd i indledningen, der gør perspektivet klart. Altså selvfølgelig med hints, lissom resten af teksten gør, så at sige. Med en lidt mere inviterende intro ville jeg i hvert fald ikke have forbigået teksten som jeg gjorde et par gange.

Mvh Ansu
PS: tantra er ofte misforstået som en handling, fremfor en livsstil. Her er det bandet Dead Prez, der på engelsk forklarer 'Mindsex' (video er også tilgængelig, men med censur tror jeg); https://www.youtube.com/watch?v=IzYqo2hz7-Y
PPS: Også Akua Naru synger her om NÆSTEN det samme: 'Poetry - how does it feel now???' (live); https://www.youtube.com/watch?v=fZoMzWraS_c

Tak fordi du delte - og ganske sande er mange af disse.

Ja, sommetider er samfundets dørvogtere altså for dumme. En gås, hvad skulle det skade. Havde det været en cykel kunne jeg have forstået det. På den anden side forstår jeg også hospitalets personale. De kan jo ikke have skilte hvor der står: Følgende må ikke medtages på afdelingerne: hunde, katte, kanariefugle, kameler, pytonslanger, cykler, lyserøde mus etc. ..." særlig ville det være uheldigt med de lyserøde mus, for når patienterne så sagde, at de så lyserøde mus, kunne lægerne jo ikke hvide om det var virkelige mus eller hallucinationer. - Så det er virkelig et vigtigt og kompliceret spørgsmål du rejser.

Kåemer

Rigtig godt skrevet. Jeg vil læse mere af det, du har skrevet.

Hold da op en god histiorie, er det en tanke fra det virkelige liv?
Jeg har haft lidt at gøre med psyk før men har kun oplevet det på en lettere melankolsk måde før. Nu da jeg har en sjov historie om det kan det være det letter stemningen lidt hvis man skal havde med det at gøre igen.
Tak for den gode læsning

Rigtig lille fin tekst, der fik mig til at grine af et ellers ret alvorligt emne med en mor på psyk. Jeg syntes, det er en rigtig fin lille tekst. Du bytter flere gange om på gås og gæs, det forstyrre læsningen lidt, men fortællingen er stadig fantastisk.
Det er befriende, når man kan grine af en ubehagelig situation, det gør den mere udholdelig.

Fin filosofi over en tanke der er meget langt ude og også sjov. Kan godt lide du kalder Psyk for "Isslottet", det giver virkelig hvide kuldegysninger, og gåsen bliver en direkte kontrast til det rengjorte hospital. Man mærker også sarkasmen undervejs, men bliver lidt forbavset til aller sidst med spytklatten efter Grethes svar, - i den sætning mener du der ikke "gås" i stedet for "gæs" ?
Mollytrine.

Hej Allan.
Din novelle er rigtig god og temmelig dyster. De første par sætninger var jeg ikke særlig glad for, men teksten voksede ret hurtigt, og pludselig er man opslugt af den. Jeg holdt meget af skrivestilen, og det hæsblæsende flow. Flot!