Jeg skriver romaner og en sjælden gang imellem noveller, og jeg er ikke helt sikker på hvad du mener med 'filosofi i alle tænkelige forgreninger'?

Hvis du mener at jeg VED hvad filosofi er og bruger det aktivt, er svaret nej.
Hvis du derimod mener at filosofi er hvad livet bringer af tanker, er svaret ja.
Jeg skriver enten tekster der hovedsageligt handler om frihed, eller helt modsat, om at føle sig fanget. Det ER jeg opmærksom på, men jeg er ikke sikker på om det er det du mener?

Mvh
Eddie

Kære Eddie
Tak for hurtigt svar. Jeg forstår din undren :-)
Når jeg skriver filosofi, tænker jeg det som i en akademisk øvelse. Hvis jeg i den henseende skulle skrive et digt, kunne jeg eksempelvis tage udgangspunkt i Heideggers begreb om væren-til-døden. Forgreninger inden for filosofien kunne fx være følgende emner:
Etik
Eksistentialisme
bevidsthedsfilosofi
Livsfilosofi
Sprogfilosofi
osv...

Jeg er jo overbevist om, at alle der skriver, har enten en bevidst eller ubevidst filosofisk tilgang mht. eget projekt. At tage udgangspunkt i et begreb som 'frihed' er jo også i sig selv filosofisk, men ikke på den måde jeg tænker det. Er der filosofisk teori bag dine tanker om frihed før du skriver?
Jeg ønsker bare at høre, om hvor intuitivt eller bevidst planlagt en tekst er fra jeres side (angående det filosofiske skellet).

Der er jo heldigvis ikke noget, der er rigtigt eller forkert i denne sammenhæng. Alle herinde er mindst æstetikere :-)

Kh. B

Haha. Det tænkte jeg nok. Skulle bare være helt sikker. :)

Så skriver jeg intuitivt. :)

Fantastisk. Jeg forsøger mig med både og. Begge dele er egentlig lige vanskelige synes jeg. Ha en rigtig god aften :-)

Kh. B

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Kære Ansu

Du har mange fine jern i ilden. Du kommer med et længere personligt skrift om, hvordan du gør. Smukt og fint. Jeg er absolut heller ikke fan af den der snobbede akademiske tilgang. Men derfor kan man jo sagtens have læst teorier og have taget udgangspunkt i disse teorier før man påbegynder skrivning.
Du har fat i noget angående måden som Sokrates ville angribe en forklaring på. Dog er jeg ikke helt sikker på, at den holder i vores moderne samfund, da mange af de ting, som vi omgiver os med, ikke kan forklares af os selv. I gamle dage kunne man fx gennemskue en hestevogns mekanik - alene via synet. Mekanikken var åbenlys. Hvem i dag kan gennemskue det mest anvendte aggregat (smartphonen)? Ingen. It's magic! Og vi godtager det. Vi lever i en tid, hvor vi ikke fatter den verden, som omgiver os - i en slags ikke-væren.
Jeg vil dog påpege, at hvis jeg konstruktivt skal bruge dine inputs, er du nødt til at begrænse dine fine raketeksplosioner til noget helt konkret :-) Min hjerne er desværre begrænset. Håber du forstår...
Du er meget belæst og har skrevet en masse og du er ikke bange for at kommentere andres inputs. Fortsæt med det makker!

Kh. B

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Du er for vild. Vil gerne spille poker med dig irl, og tale om skabelsesproces mm.. :-)

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Meget fint Nicolas. Og tak for dit bidrag.
Jeg tænker umiddelbart, at de fleste gør som du (mig selv inklusiv). Kvalitet i det flygtige øjeblik er også mit primære udgangspunkt. Jeg må lige gruble lidt nærmere over videre svar :-)
Godnat herfra
B

Kære Nicolas og I andre

Nicolas, du har en pointe i at fokusere på det flygtige øjeblik, når du skriver. De fleste gør sikkert ligeså og med god grund, da det er flygtigheden, som gør, at vi kan reflektere over øjeblikket. Lynhurtigt og intuitivt. Vores intuition er ikke det samme som, at der er en mening med livet. Vi har dog alle en intuition. Den er måske ikke altid helt kalibreret fra person til person. Den er lidt tyndsleben hos nogle, mens den er tyk og fed hos andre. Men alle har den. Hvor kommer den fra? Det er måske det interessante spørgsmål her. Jeg tænker bestemt ikke i religiøse baner. Nærmere at kulturen og samfundet har skabt vores intuition i takt med vores opvækst. Vi er således fængslede i denne intuitionsopfattelse af verden og hinanden og kan næppe undslippe den. Ja det lyder sgu ikke for godt. Men vi kan faktisk prøve at tage kampen op mod normerne. Nietzsche har en meget fin analogi mht. processen i forhold til en sådan kamp. den er fra Nietzsches værk 'Således talte Zarathustra'.
Den lyder således i egne gengivne ord:
Vi fødes og bliver lynhurtigt til kameler. Kameler som vandrer gennem ørkenen.
Analyse: kamelen skal her symbolisere et flokdyr, som er tynget af sin pukkel. Pukkelen symboliserer alt det, vi er tynget af mht. det vi gennem livet er blevet pålagt og fortalt, at det er sådan tingene er. Den der fortæller dig den såkaldte 'sandhed' er 'Dragen' i ørkenen. Dragen kunne være dine forældre, politikere, skolelærere, venner, kirken - you name it.
Kamelen er konstant udsat for dragen indtil den gør oprør. I sit oprør forvandler kamelen sig til løven. Løven er i stand til at ryste alt det af sig, som dragen gennem tiden har pålagt den. Efter kampen mod dragen (som er ekstrem usandsynlig at vinde), står løven tilbage uden noget. Ingen værdier, ingen tro, ingenting. Løven er nihilist. Det gælder nu for løven om at forvandle sig til det sidste stadie - nemlig barnet. Barnet kan nu finde ubesværet frem til sine egne nye værdier gennem leg og dans. Barnet er frit og skabende i dionysisk forstand - her har vi overmennesket.
Mht. de flygtige øjeblikke, så er spørgsmålet om, hvor flygtige de egentlig er? eller om de blot er et kamelprodukt? :-) Bare en interessant tanke herfra

Bedste hilsner
B