Tårer!!

Gennem et slør af rubinrø...
Olivia Birch...
10 år siden
Spoken Word Festival 2014...
Kenneth N. C...
10 år siden
Souvenir fra barndommen
Olivia Birch...
10 år siden
Så er det nu
Josephine Lø...
10 år siden
Ferieslut
Hanna Fink (...
10 år siden
Helbred 2
Hanna Fink (...
9 år siden
Mandag kære mandag.
Malene Hahn
9 år siden
ressourceforløb the end
Martin Micha...
5 år siden
Dumme udtalelser og træls...
Racuelle Hei...
6 år siden
De fire vægge og pc'en.
Rudi Kouring...
9 år siden
Er kreativt værksteder me...
Simone Reinh...
2 år siden
Kjære dagbok
Sunstar31
10 år siden
Pigsen
Poul Brasch ...
11 år siden
Helt ny og alt det dér
LizetteHE
12 år siden
Guds blinde øje.
Ruth Christe...
8 år siden
Tilbage for en kort bemær...
Kasper Lund ...
8 år siden
Positive tanker
Ace Burridge...
12 år siden
23 år - derfor naiv - Kas...
Kasper Lund ...
9 år siden
Gadens skæve eksistenser.
Ruth Christe...
8 år siden
Sandhedens slag - 16.09.2...
Anna Gammelg...
2 år siden
Felicidad mi amor! Felici...
Camilla Rasm...
12 år siden
Hverdag
Hanna Fink (...
6 år siden
Så er vi nået frem
Ragnhild Bac...
11 år siden
3. Side - I'm back!
Sweetypie93
6 år siden
Redux
Ryan Raskoln...
1 dag, 17 timer siden
Min datters smukke sang
Ace Burridge...
12 år siden
Hvem fortjener blomsten?
Racuelle Hei...
9 år siden
Brækket arm.
Hanna Fink (...
10 år siden
3108 2019 kom pas passer ...
Martin Micha...
5 år siden
Lokumsdyret
Regitze Møbi...
10 år siden
Gamle skole
Nikitaolsen1
10 år siden
Små og store fremskridt p...
Michala Esch...
7 år siden
Kære natbog (X)
Olivia Birch...
10 år siden
Jeg googler
Tine Sønder ...
11 år siden
Dagen tiltaget med 3 time...
Hanna Fink (...
10 år siden
19-03-17
Hannah White...
8 år siden
Græsken
Halina Abram...
7 år siden
Kære dagbog.

Ja, så er jeg her igen.. ikke fordi jeg har noget særligt positivt at berette om..

For tiden er jeg begyndt at undre mig over hvem jeg har været i et tidligere liv.. For det må have været en ond skabning, siden skæbnen straffer mig sådan i dette liv.

For udover jeg stresser pga. skolen, hele situationen med min far gør mig ked af det, frustreret og vred, fremtiden/økonomi stresser mig osv. så er der kommet yderligere bekymringer til.
I det sidste stykke tid, er mit og kærestens forhold gået ret skævt. Vi har haft let til at snerre af hinanden. Men jeg tænkte at det ville gå i sig selv, når vi fik det lidt nemmere og ikke stressede sådan omkring arbejde, skole og økonomi. Men igår tog det hele altså en helt anden drejning. Hele min verden føles som om den er brudt sammen, gået i stykker, erstattet af en tom skal..
Vi kom op og skændes.. over en bagatel.. kan knap huske hvad det var længere. Han fortalte mig bl.a. at grunden til at han ikke har været så hjemme på det sidste, var at han havde svært ved at være hjemme - hos mig. Der er så meget der går ham på, men jeg er åbenbart en af tingene!
Det endte med at han kørte - ironisk nok har vi lånt nogle af vores venners bil i denne uge, så han kunne jo bare køre som han havde lyst. Gav mig kun beskeden "jeg kommer hjem på et tidspunkt".
Jeg vidste virkelig ikke at man kunne græde så meget.. at et menneske kunne indeholde så mange tårer..
På et tidspunkt forsøgte jeg at tage mig lidt sammen, smed noget koldt vand i hovedet og prøvede at samle mig. Jeg prøvede at lave lektier - det kunne jeg i hvert fald godt glemme alt om. Jeg prøvede at rydde lidt op - næh, det duede heller ikke. Så lagde jeg mig på sofaen, hvor jeg skiftevis lå og tuede, småsov og stirrede ud i mørket. Vandrede så hvileløst rundt i et mørkt hus - total rastløs og forvirret. Jeg græd så inderligt og manglede virkelig en der gad holde om mig og fortælle mig at det hele nok skulle gå.. Men sådan en person var der ikke..
Om aftenen kom han hjem igen.. vi forsøgte at tale lidt sammen.. i en rolig tone for en gangs skyld. Men jeg havde svært ved at tale.. Følte han har opgivet os i tankerne.. hvad hjælper det så at tale??
Det er som om at uanset hvor meget vi elsker hinanden, så er det ikke nok. Vi kan ikke lade være med at skændes.
Selvom jeg ved jeg elsker ham mere end noget andet og selvom jeg ved i mig selv at han er "the one", så er det som om det bare ikke er nok. At kombinationen mellem os bare ikke virker. Vi støder sammen, skændes højlydt og sårer hinanden. "Sår heler, men ar forbliver".
4 år har vi været sammen.. 4 hele år! Og nu snakker vi om vi har en fremtid sammen.. om der er noget at bygge på.. eller om vi bør slutte..
Jeg kan slet ikke tænke tanken til ende og jeg er tudefærdig!

Han faldt i søvn på sofaen som så mange andre gange.. om det var med vilje, ved jeg ikke..
Jeg kunne ikke sove.. lå og tænkte.. Tænkte tilbage på dengang vi mødtes første gang.. Og så tuede jeg igen.

I morges var resultatet så at jeg ikke havde sovet ret meget, var helt ødelagt og lignede en der havde været i en boksekamp, så hævede var mine øjne.

Aldrig har der været sådan en underlig stemning mellem os.. I morges skulle vi begge møde sent.. Det virkede som om at vi begge ikke rigtig kunne snakke om det.. holdt os i gang med alt muligt andet..

Følelsen i min krop når han er i nærheden er underlig.. ubeskrivelig.. Mit hjerte banker helt vildt, men ikke fordi jeg elsker ham.. altså det gør jeg jo.. Men det er som om mit hjerte banker helt vildt, fordi jeg er bange for hvad han vil sige, bange for hvad han føler.. "Siger han det er slut nu..? Vil han ikke mere..?"

Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre hvis han vil slutte vores forhold.. Han er min støtte.. jeg elsker ham.. Han er grunden til den kvinde jeg er i dag.. at jeg er kommet videre.. at jeg ikke er røget i afgrunden pga. min far..
Og nu er min far inde igen.. Men jeg tænkte da det skete.. "det er noget pis, men jeg har i det mindste ham at støtte mig til".. Det har jeg så ikke rigtig mere! Eller hvad?

Jeg hader denne uvished.. Jeg var endelig begyndt at komme lidt ovenpå igen efter min tur i kulkælderen forårsaget af min far.. Og nu er jeg dernede igen. Og jeg har bare ikke TID til at være i kulkælderen. Jeg skal skrive SSO projekt næste uge.. Burde have mit hoved fri fra problemer. Men det er vist nærmere det modsatte jeg har.
Jeg hader ikke at vide hvad vi skal gøre.. men samtidig vil jeg ikke vide det, hvis det er slut. Jeg kan ikke klare tanken.

Hvad så med os? Hvad så med de børn vi ville have sammen? Hvad så med Odense og den fremtid vi ville skabe sammen derovre? Hvad så med alt det vi ville opleve sammen?
Jeg vil blive gammel med dig? Forstår du ikke.. Jeg vil have børn med dig.. Opleve andre lande sammen med dig.. Forme et liv med dig........

Jeg vil slutte nu.. jeg er så uheldig at sidde i skolen.. og ja, hvis jeg fortsætter denne dagbog, sidder jeg og tuder igen.. og ja, ikke lige i skolen!

Om jeg fatter hvor mange tårer jeg kan indeholde............

mismismiav

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Tårer!! er publiceret 26/01-2004 15:07 af Karina Hinze (mismismiav).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.