HJÆLP!

Jeg har et problem... Et seriøst problem...
Jeg er shoppoman!!

Det har i perioder været slemt, og i andre perioder har det ikke været så slemt.
I nogle perioder har jeg brugt seriøse formuer på sko, tasker, bælter og alt muligt andet som jeg i virkeligheden ikke har brug for.
Helt ærligt - der er ikke nogen der skal bilde mig ind at der er nogen der seriøst har brug for 100 håndtasker...!!
I sommerferien købte jeg vel en 15 stykker, og jeg tror de 10 stadig ligger i emballagen...
Den eneste grund til at kæresten gik med til at lade mig købe så mange, var den noget billigere pris kombineret med store bedende hunde-øjne...

Nu, er jeg så ekstremt på røven økonomisk.
Baby og hus samt to biler er altså noget dyrere end lejelejlighed og bare mig ("just Jack" - den var til dig søs hvis du læser dette...)

Nu er mit overforbrug så ikke engang til "gavn" for mig selv...
Næ nej, det jeg bruger formuer på i øjeblikket er babytøj, tilbehør og alskens legetøj... !!
Den lille skal døbes i næste måned, og jeg tror jeg er godt i gang med at eliminere de potentielle ønsker som vi har skrevet til folk...
Eller dvs. jeg kan jo ikke gøre så meget ved at vi har skrevet ønsker til folk, men jeg kan da næsten godt forudse at en del ting skal byttes... :-S
For er jeg så klog at jeg i det mindste shopper ting som ikke står på ønskelisten?? Nope...

Jeg ved godt at det er et seriøst problem... Men jeg ved seriøst ikke hvad jeg skal gøre ved det!
Jeg har hele tiden været glad for at handle på nettet, og har meget svært ved at stå for et godt tilbud. Og nu har nethandlen så "indfanget" mig igen...
Og bare tanken om en moralprædiken fra kæresten hvis han finder ud af det... :-S
Puha... Det er sådan at de aktuelle priser bliver divideret med ihvertfald 50% før han får det oplyst... Og nogle ting bliver bare indlemmet i boligen uden at han får det af vide.
Heldigvis er han ikke ligefrem den mest observante med sådan noget.. Jeg har jo så meget lort i forvejen... :-D

Men måske skulle han i virkeligheden opdage det... Så jeg kunne få et wakeup call... Tror jeg altså at jeg har brug for...

Jeg bilder mig selv ind at det er okay når det trods alt ikke er til mig selv. Jeg tænker jo bare på baby...
Men i virkeligheden er han på nuværende tidspunkt bedøvende ligeglad med hvad tøj og ting han har...

Hvad fanden skyldes det så? Det er jo ikke fordi jeg selv sætter mig og leger med legetøjet... :-/
Det burde jeg måske??

ARG! Føler mig som Becky i shopaholic bøgerne.. Men er der også en redning for mig??