En stille bøn
Bastian
11 år siden
Belvedere, #momlife & mis...
Racuelle Hei...
5 år siden
Selvdestruerende selvreal...
Kasper Lund ...
7 år siden
Forfra... Hvor længe kan ...
Gittepigen
11 år siden
Verdens smukkeste foto
Ace Burridge...
11 år siden
This is not a Bridget Jon...
Camilla Rasm...
9 år siden
Problemer?
EmmaBechh
10 år siden
Hadet til ham der ødelagd...
Musenmia
5 år siden
Dyssocial og Narcissistis...
Ida H. Celan...
11 år siden
13/07/2016: UFO
Cecilie Revs...
7 år siden
i bad med Noa
Peter
8 år siden
ENGLE ET SMUKT SYMBOL
ingelnielsen
11 år siden
En krone for dine tanker?
Karen Kris
9 år siden
ægte skriveglæde
Jette Peters...
7 år siden
Så er vi nået frem
Ragnhild Bac...
10 år siden
Helt ny og alt det dér
LizetteHE
11 år siden
Ophold
Hanna Fink (...
6 år siden
Gamle skole
Nikitaolsen1
9 år siden
Kvinder eller ocd?
Racuelle Hei...
9 år siden
Dagen tiltaget med 1 time...
Hanna Fink (...
10 år siden
Edderkopper skræmmer livet af mig. Især dem, der dukker op ud af ingenting. Som den kæmpestore jagtedderkop med krogede ben og store gribekløer, der tilfældigvis befandt sig i det håndklæde, jeg samlede op fra gulvet i dag. Det er jo bare et harmløst dyr, men jeg skreg så højt at min hals gør ondt nu.
Jeg er ikke stolt af det - nyder ikke ligefrem at spille den sarte pige. Men det er bare en forskrækket reaktion, og jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal lade være.
Når jeg så er færdig med at hyle mig hæs, er der det her øjebliks stilhed, hvor jeg står stivnet og ligesom venter på, at edderkoppen skal springe på mig, og edderkoppen gør det samme, bare med modsatte fortegn. Er tossen en trussel? Hurtigt efter begynder den at krybe væk, og jeg står tilbage med det rungende spørgsmål: Skal jeg slå den ihjel?
Jeg mener, den er kæmpe. Større end en femkrone. Har jeg lyst til at vide, at den satan kryber rundt et sted i min kælder...? Nej, det har jeg virkelig, virkelig ikke.
Men jeg kan ikke få mig selv til at hente et stykke toiletpapir og mase den.
Det har til gengæld ikke noget med angst at gøre. Det er noget med moral. Jeg har fået andre til at slå edderkopper ihjel for mig før, og de gør det altid med en ligegyldig selvfølge. "Der er ikke noget at være bange for." Nej, det ved jeg da godt. Men jeg får en dårlig smag i munden af det.
Jeg er ikke vegetar, og jeg går ikke på barrikaderne, når en hund, der har angrebet et menneske, får sprøjten. Jatak til dyrevelfærd, men nejtak til fanatisme. At dræbe en edderkop er ikke en dødssynd.
Men...
Det er princippet i det. Princippet i, at et væsen, der skræmmer mig fra vid og sans, skal dø - KUN fordi det skræmmer mig fra vid og sans. En jagtedderkop er sikkert småfluers og myrers fjende nummer et, men mod et 60 kilo tungt menneske kan de der fem-millimeters hugtænder ikke stille meget op. Hvis og når en edderkop lader livet på min bekostning, er det ene og alene fordi, at så har jeg det selv bedre.
Jeg kan aldrig lade være med at overføre den på mennesker.
Blandt andet fordi der er noget meget menneskeligt - eller ganske simpelt fundamentalt - ved den måde, en skræmt edderkop trykker sig ind i revnen mellem gulv og væg.
Så kan jeg ikke forsvare at slå den ihjel.
Handlingen i sig selv - en død edderkop - betyder ikke noget. Det handler om angst. Og om at styre den, i stedet for at styres AF den. "Der skal være plads til os alle," osv. Det er vigtigt for mig. Og som et emne og et spørgsmål, mennesker kan stille sig selv, er det evigt aktuelt.
Et sted nede i kælderen kryber der derfor nu en lettet jagtedderkop rundt, der nok ikke har andet i hovedet end at finde den næste flue-familie at fortære.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Edderkoppe-etik er publiceret 20/10-2009 11:35 af Laura Bruhn Bové (Laurbær).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.