Er hypokondri arveligt?
Min farmor var vidst lidt af en hypokonder – men hun fik jo ret til sidst da de ikke kunne redde hende, og hun døde inden hun blev 70.
Hun sidder nok et sted nu og tænker ”hvad sagde jeg!”
Lige i hendes tilfælde var det nok også lidt ekstremt… Hun havde vidst også en del neuroser.
Blandt andet gik hun aldrig udenfor en dør. Men det var vidst kun i den sidste del af hendes liv.
Husker hende ikke så godt. Jeg var kun 8 år da hun døde.
Kan huske at hun havde Anders And blade i et skab, at jeg fik de der 25cl sodavandsflasker, og at hun var helt vild med Pavarotti. Synes han var noget af det lækreste på jorden…

Men hvis hypokondri er arveligt, så er jeg måske også hypokonder?
Eller kan man kun være hypokonder hvis man ikke selv tror man er det?
Hvordan ved man egentlig om man er hypokonder? Og er man det så overhovedet?
Har jeg lige udelukket muligheden for at være hypokonder ved at overveje muligheden?
Og har man ondt hvis man er hypokonder? Eller føles det bare som om det gør ondt?
Hvordan finder man ud af det??

Nogen gange tænker jeg over om det ”bare” er indbildning. Har jeg virkelig så ondt som jeg har…. ?
Jeg synes ikke selv jeg er i tvivl – men når andre har så ufatteligt svært ved at forstå det og sætte sig ind i det, så gør det det altså noget sværere.

Fik en fantastisk (??) besked fra min søster forleden. Efter jeg havde fortalt hende om besøget hos neurologen. ”Tror du ikke bare det er hovedpine over at skulle tilbage til det arbejde? Du kan jo godt lave alt muligt andet…. Og hvad i alverden skulle det ellers være andet end migræne…. Det er der jo så mange der har?”

Hvad fanden skal man svare til det? Hvad forskel gør det om der er mange andre der har migræne? Det gør da ikke at jeg har mindre ondt – eller at jeg tænker ”nårh ja – jeg er ikke den eneste – så fuck smerten”
Det kan jeg desværre bare ikke.
I øvrigt er det ikke migræne! Jeg har haft migræne et utal af gange, og det føles ikke sådan her! Og varer heller ikke så længe!
Og måske gør det det ikke bedre at jeg tænker over så mange ting hele tiden. At jeg har svært ved at få tingene til at hænge sammen.
Men da jeg ikke er læge eller noget som helst andet i den dur, eller har det mindste forstand på sådanne ting, er jeg nødt til at forholde mig til hvad jeg får af vide.
Og min psykiater sagde at jeg ikke kan have psykisk hovedpine.
Psykiske problemer kan gøre at hovedpinen føles værre, men det kan ikke skabe en hovedpine.
Og det må jeg så tro på.
Og ja, jeg laver andre ting. Men folk må også bare finde sig i at jeg er lidt mere sløv end jeg plejer.
Jeg ville da blive helt tosset i hovedet hvis jeg skulle isolere mig fuldstændigt så længe jeg har hovedpine… :-o

Det er bare så svært at leve med at andre folk har så hamrende svært ved at sætte sig ind i ens situation! Kunne de så i det mindste ikke bare prøve at forstå?

Jeg tog den første pille i går aftes. Aner ikke om den virker. Jeg har i hvert fald stadig hovedpine. Jeg ved ikke om jeg føler mig mere sløv. Jeg har mest af alt lyst til at gå i seng igen, men det er vidst ikke noget nyt. Må nok bare se tiden an…