7 år siden

En ode til min kuglepen

Første dag på Fyldepennen
Liza Abildsk...
9 år siden
Så er der nok snart...
Michala Esch...
16 år siden
Dancer in the Dark.
Camilla Rasm...
6 år siden
Det at tænke positivt
Ace Burridge...
11 år siden
På vej hjem
Halina Abram...
6 år siden
poop
Regitze Møbi...
10 år siden
Rich's og kaffebønner bla...
Camilla Rasm...
9 år siden
Inspiration eller fjolled...
Kellany Bram...
11 år siden
Første indlæg og ny tid
Miriam Lidbe...
6 år siden
Transpsarante mennesker -...
Kasper Lund ...
8 år siden
Rocketman - Kasper Lund
Kasper Lund ...
8 år siden
Kafferumlen - Kasper Lund
Kasper Lund ...
8 år siden
Normalvis nyder jeg ikke ...
Kasper Lund ...
9 år siden
bare træt...aldrig alene
Kenny Raun (...
10 år siden
3108 2019 kom pas passer ...
Martin Micha...
4 år siden
Livet tur-retur
denblaahund
9 år siden
Glædelig Jul til alle på ...
Poul Brasch ...
9 år siden
70år + 4 dage
Peter Munk (...
10 år siden
Første kritik godt modta...
Bella Donals...
8 år siden
Klods om benet
Jette Peters...
7 år siden
Det vildeste liv
Christian Ba...
9 år siden
White Noise: Gentle Rain )( Lyder musikken i ørerne.

Det skal ikke være nogen stor hemmelighed. Jeg plejede at hade, afsky endda, at skrive i hånden. Rent ud sagt, kunne jeg ikke. Faktisk. Simpelthen. Ikke sådan at forstås, at jeg ikke var i stand til at tage en blyant og et viskelæder og så skrive nogle sammenhængende bogstaver der gav mening i deres samhørighed, viske forkerte ord ud og sætte andre i deres sted, men der sidder en lille (eller, hun er i virkeligheden kæmpestor) perfektionist i maven på mig (eller, hun sidder jo nok i hovedet, egentligt) og hun ville ikke lade mig have det sjovt, med min blyant og mit viskelæder, lige meget hvor pæne de var, om jeg så havde købt dem i Søstrene Grene. Der gik altid koks i det, når jeg forsøgte at skrive i hånden, for hvis skriften ikke var pæn nok eller, Gud forbyde det, jeg skrev et ord forkert, så kunne den notesbog eller det stykke papir jeg havde brugt bare ikke bruges mere. Det var forurenet og oven i købet af en slags atomaffald! Sådan føltes det og derfor skrev jeg sjældent i hånden (eller, jeg skrev meget i hånden, en enkelt sætning, måske to, så røg skriveunderlaget i den urene bunke og jeg så det aldrig igen).

I dag skriver jeg meget i hånden. Forandringen var pludselig og overvældende effektiv, som da jeg fra den ene dag til den anden stoppede med at bide negle. Bare sådan. To ting, to små ting, var indvirkende på, at dette skift kunne lade sig gøre (altså, ikke det med neglene, det med at skrive i hånden) og begge dele lærte jeg, da jeg gik på Skriveværkstedet på CSV. Det mest fundamentale og måske basale jeg lærte, var ikke at bruge blyant, men kuglepen. Når man ikke kan viske ud, bliver man nødt til at leve med resultatet, de grimme bogstaver og stavefejlene oveni, og det gør hele skriveprocessen mere flydende. I hvert fald for mig. Det andet jeg lærte, var at strege ud. Bare strege ud med en enkelt streg, så ordet nedenunder stadig kunne læses, i tilfælde af at det nu skulle kunne bruges igen. Alligevel. At strege ud har virkeligt hjulpet mig til at lukke munden på min indre perfektionist, for intet går tabt, men samtidig står alt i det format jeg nu engang nedfældede det i. Lev med det. Sådan har jeg lært at tænke om min håndskrift, min skønskrift, selvom den er grim. Lev med det.

Sidste etape på min rejse mod at lære at skrive i hånden, var nu noget meget mere konkret end både flydende skriveprocesser og lev med det-mantraer. Jeg fandt den helt rigtige kuglepen. Jeg fandt den på mit yndlingssted i hele Danmark, jeg fandt den på Glyptoteket - og jeg fandt den selvfølgeligt ikke, jeg købte den. Den er designet af Hay, den er tynd og fin og ligger perfekt i hånden og så er den guldfarvet. Det er måske nok den mest elegante kuglepen jeg nogensinde har set og jeg bruger den gerne et par timer hver dag, til at kratte ned på papir, til at notere og nogen gange, jeg indrømmer det, bare til at sidde og kigge på. Jeg kan godt lide glimtende ting, okay, på den måde er jeg lidt som en skade. Sådan lidt skadet i det.

Nu er problemet så bare, at min yndlingskuglepen er ved at dø og jeg ved snart ikke, hvad jeg skal gøre uden den.

Måske er det blot min undskyldning for at kunne tage på Glyptoteket igen, når vi skal til København i februar.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget En ode til min kuglepen er publiceret 27/01-2017 06:10 af Syrene Hvid.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.