26 dage siden

De evige tal og størrelser

Livet tur-retur
denblaahund
3 år siden
Tillykke til mig...
Poul Brasch ...
3 år siden
Skulpturer blev færdige
Poul Brasch ...
5 år siden
så gør vi sådan når vi va...
Tue Omø (Jer...
4 år siden
poop
Regitze Møbi...
3 år siden
Dagen er tiltaget med 3 t...
Hanna Fink (...
5 år siden
Sikkerhed - What for?
Marlene Gran...
5 år siden
Ballade med drillenissen
Carsten Cede...
3 år siden
skulderklap
Jette Peters...
1 år, 11 måneder siden
Nye og gamle tekster...
Kianna Kitte...
5 måneder, 6 dage siden
Er godt på vej til at bli...
Bogelsker
5 år siden
Advents legen....is no mo...
Kianna Kitte...
2 måneder, 19 dage siden
Merhaba, online-ulve
Camilla Rasm...
3 år siden
Transpsarante mennesker -...
Kasper Lund ...
1 år, 8 måneder siden
Tanker om vægge med udsmy...
Olivia Birch...
3 år siden
Skæbne
Hanna Fink (...
4 år siden
Kursus
Hanna Fink (...
3 år siden
Det er sjovt
Katrine Søre...
4 år siden
Stine og mormor.
Ruth Christe...
1 år, 6 måneder siden
Eksamen
RachelBlack
4 år siden
Dreamtime tæller får, dow...
Camilla Rasm...
1 år siden
mange små nyheder gør en ...
Tue Omø (Jer...
1 år, 3 måneder siden
Kære "dagbog"
Lad os tage endnu en "walk down memory lane". Vi skruer nu tiden tilbage til da jeg gik i 8. klasse, og hvor jeg ikke var nær så ødelagt, som nu.

Jeg er femten år gammel, sund at kigge på og med en forholdsvis sund tankegang. Vi sidder samlet i klassen, fordi vi har haft projektuge, og er nået til slutfasen i form af fremlæggelser for hinanden. Ved den interaktive tavle står to af mine gode veninder; de skal fortælle om spiseforstyrrelser.
Noget jeg har hørt om i medierne, men ikke noget, jeg nogensinde har haft i nærheden af mig. Billederne der kører i et diasshow på tavlen, skræmmer mig oprigtigt. Hofteben, ribben, kraveben, det hele stikker ud. Det giver et sug i maven, for det ser på ingen måde pænt ud.
Efter den fremlæggelse sagde jeg til mig selv, at det ALDRIG skulle være mig; desuden var jeg alt for madglad, så det kunne umuligt blive mig.

Nu spoler vi tiden frem til nu; lige nu.
Her sidder jeg, tyve år gammel, på mit studiejob i en kiosk. Mine fingre på tastaturet er lange, tynde, har lilla og blå nuancer, og så er de iskolde. Det er de næsten altid. Til højre for min computer står en kop kaffe, den er ligeså sort, som mine indre følelser. Det jeg så godt kan lide ved kaffe, er, at det giver en lille mæthedsfornemmelse i min mave, det giver varme og så er der ingen kalorier i. Tre ting, jeg egentlig godt kan lide. Min mave rumler engang imellem, for jeg har ikke fået så meget at spise, det er også derfor, at mit hoved gør lidt ondt.
Jeg tænker tilbage på dengang, hvor jeg var femten år; dengang hvor jeg ikke gik op i kalorier og vægt. Dengang hvor jeg spiste med velbehag, og ikke fik dårlig samvittighed og trang til at kaste op.
Da jeg så fremlæggelsen tilbage i ottende klasse, lovede jeg jo egentlig mig selv, at jeg aldrig vil blive "sådan"; men det skulle ikke gå mere end et år, og så blev jeg netop "sådan".
For da jeg gik i niende klasse, kunne min facade ikke klare presset indefra længere; jeg var proppet med følelser, som jeg konstant lagde låg på. Følelser, der var to til tre år gamle, og så aldrig havde fået lov til at komme ud. De fyldte så mig i mig, at jeg kom til at føle, at de fysisk fyldte i mig; den eneste måde jeg dengang følte, at jeg kunne kontrollere disse følelser på, var ved 'symbolsk' at få dem ud; det var her, jeg begyndte at kaste op. Det startede i det små, selvfølgelig. 1-2 gange om måneden - ikke noget, jeg så som et problem, for jeg kunne jo bare stoppe, hvis jeg ville. Nu er det fire måske fem år siden, at det skete første gang, og jeg kan ikke stoppe. Uanset hvor gerne jeg vil, kan jeg ikke stoppe det.
De første to år cirka, handlede det ikke om vægt eller kalorier, det var udelukkende kontrol over mine følelser; hvilket stadig er en markant del af det, men vægt og kalorier har fået større betydning, end det havde i begyndelsen. Det er så skamfuldt, det er så flovt, det er så ydmygende. Jeg fortæller mig selv endnu, at jeg jo kan stoppe til enhver tid - men hvis jeg kunne det, havde jeg gjort det.

Jeg fortæller hele tiden mig selv, at jeg skal tage mig sammen, at jeg skal få styr på mit liv; for jeg studerer psykologi, og jeg ved udmærket godt, hvad jeg skal gøre, for at få det bedre. Men ét er, hvad hovedet siger, noget andet er, hvad følelserne gør. Desværre... For at det ikke skal være helt trist dette opslag, kan jeg slutteligt sige, at jeg taler med en super super dygtig psykolog, og hun skubber mig i en fornuftig retning :D

Knus.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget De evige tal og størrelser er publiceret 28/01-2018 11:30 af kaotiskkaos.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.