Årh.. Så gik den ikke længere.. Min ellers så fine lyserøde sky, som jeg har svævet på den sidste uges tid, er falmet og forsvundet under min vægt.. Jeg faldt med et brag for en times tid siden.. Eller jeg tror det er en times tid siden.. Jeg har mistet overblikket og tiden forsvandt mellem mine fingre... Jeg føler at alt, hvad jeg havde bygget op blæste væk, og har efterladt mig tilbage, bange, udstødt og alene. Blottet for omverdens øjne, helt nøgen lægger jeg der på knæ, bange for at blive trådt på, sparket til og glemt. Mit skjold bestående af stolthed og tro, er blevet forvandlet til aske. Mit navn er uden betydning, for hvis ingen husker mig eller savner mig, så kan jeg ikke være et mirakel.. Et mirakel fra Guds hånd.. Derimod ser jeg mig selv som en fadæse, det er hvad jeg er.. Alles øjne ser ned på mig, som var jeg en slave, en slave uden betydning, uden et liv at leve for.

Tilbagefald er aldrig godt for mig, for jeg ryger helt tilbage til de mørkeste stunder, som jeg har tilbragt på gulvet i min lejlighed. Stunder hvor sekunder blev til minutter, som føltes som timer, og med tiden var det dage.. Dage hvor stemmerne overtog min krop og mit sind.. Jeg glemte hverdagen udenfor, jeg sad bare der.. Helt selv og kunne mærke hvert eneste hjertslag, hvert eneste gispen.. En kamp for overlevelse begyndte der. Og den kamp begyndte også for lidt over en time siden.. Et sekund stod jeg op, det næste prøvede jeg at gemme mig i mørket på mit badeværelse, mens jeg hævede armene beskyttende over mit hoved.. Skriget ville ingen ende tage.. Men på et tidspunkt fandt jeg ro.. Eller fred, for jeg vågnede i hvet tilfælde med sveden løbende ned af ryggen, læggende på det kolde gulv, mens tårerne havde dannet en pøl under mig.. Fornemmelsen af ro, ro i mit hoved, havde endelig vundet og mit tilbagefald havde gemt sig væk.. Så meget væk at tankerne denne gang ikke havde overtalt mig til at prøve.. prøve.. at vaske deres hænder af min krop. Den krop de havde kaldt snavset.. Den var kun snavset fordi de havde krydset over grænsen, og rørt ved dele der ikke tilhørte dem..

For nu forbliver mit tilbagefald ved dette, men jeg frygter at det hele ikke stoppe her.. Jeg er bange for at lægge mig til at sove, hvad hvis jeg falder i igen.. Hvad hvis tilbagefaldet er lige der bag mine lukkede øjne, venter på mig, som en tiger venter på sit bytte.. Hvad gør jeg så? Jeg tvivler på at mit navn er nok og at mit sind er stærkt nok til at lukke af.. men jeg må vel bare vente og se, og håb at dagen i morgen, vil mig noget godt...