2 år siden

Udbrændt identitet

Morgens musik
Halina Abram...
6 år siden
En regnfuld og blæsende n...
Michala Esch...
14 år siden
Surkål
Vina Frank (...
4 år siden
Gymasie-grammatik & hygge...
Ash Renashan...
10 år siden
Jeg skal have en lille pr...
SoffiG
10 år siden
Kreativ igen
David Hansen...
5 måneder, 3 dage siden
Og tænk engang, jeg flytt...
spinosi
10 år siden
Lidt om hverdage.
Hanna Fink (...
5 år siden
Vindstille julefrokost
Olivia Birch...
9 år siden
Dagen jeg gav op
ToreB
7 år siden
En god aften
Bastian
11 år siden
Udstilling
Hanna Fink (...
10 år siden
Ferie
Hanna Fink (...
10 år siden
Hey now, hey now, don't d...
Camilla Rasm...
7 år siden
Hverdag
Hanna Fink (...
5 år siden
Sørgebind
Olivia Birch...
9 år siden
Genboen.
Ruth Christe...
7 år siden
Nyt år
Martin Micha...
4 år siden
Tiden er går
Halina Abram...
6 år siden
Et åbent hjerte
Ansu Orheim ...
1 måned, 8 dage siden
Skorpioner
Tine Sønder ...
11 år siden
Dagen er tiltaget med 3 t...
Hanna Fink (...
11 år siden
Mit hovede er fyldt
SkriveTøsen
11 år siden
I bussen.
Ruth Christe...
7 år siden
Kvindetid med Ziggy Marle...
Racuelle Hei...
9 år siden
Ikke så halt længere...
Mikala Rosen...
15 år siden
I dag er det mandag, men wauw hvor har weekenden vist sig fra sin værste side af... Min værge går en svær tid igennem, og en svær tid i møde.. Min værge som jeg før har omtalt, har det svært, og hun lider.. Jeg kan se det i hendes tomme øjne. De stråler ikke, gløden er helt væk. Hendes sjæl er livløs og forandret for altid. Hun er udbrændt, og alt det hun har bygget op over de sidste 30-40 år er smadret til jorden for derefter at være eksploderet til atommer.. Men selvom tiden er svær, og ubehagelig at se på, så ved jeg at min værge, har en mand (min anden værge), og han står bag hende, holder hende, omfavner hende og vigtigst af alt beskytter hende mod verdens havenes kraft, som er balstyrisk, utilregnelig og et helvede på jord. Min værges mand ser på hende, med den dybeste kærlighed, selv efter alle de år.. Han ligner en ny forelsket ung gut, som har mødt kvinde i sit liv. Den kemi som de to har, omfavner talemåden til døden os skiller..

Min værges mand har min dybeste respekt, for han trækker det store læs nu, imens min værge kan prøve at slikke sine sår, finde vejen tilbage, ikke til det liv hun havde, men et liv hvor udbrændtheden ikke overtager hende, og leder hende mod mørket.

Min værge og hendes mand, er det par jeg kender til, som har kæmpet med mere end mennesker i krig har kæmpet for overlevelse.. De har indimellem stået helt alene med deres kroppe, som små siv i en orkan.. svajet faretruende tæt på afgrunden til døden, men gang på gang har de rejst sig op...

Jeg er indimellem lykkelig for at de ikke bærer min smerte oveni alt den smerte de er pålagt... den smerte bærer jeg selv, det er hårdt.. Men de fortjener ikke at få pålæsset sig mere end, hvad godt er. Kunne jeg fjerne smerten fra mine værgers øjne og give dem liv og lyst til at kæmpe bare lidt mere så ville jeg helt klart gøre det... Jeg er ung, jeg kan bærer smerten.. Men de er ældet af tidens barske storme... De lider og smerten kan de ikke gemme.. I hvert tilfælde ikke for mig. Jeg er menneskekender... Og det jeg ser, er rædsel og ødelæggelse.. Identitetstab for både begge min værger. Tænk sig at have været en af de bedste til deres erhverv.. Og så knækker psyken på den ene af dem, hun brænder ud, hvortil den anden bare kan stå ubehjælpeligt på sidelinjen og se til... Det må være en ubehagelig følelse, at se tændstikken brænde ned, og i det smerten når fingre spidserne, må man lade den falde, falde ned i den sorte afgrund. Hele hendes identitet forsvandt som sand mellem hendes fingre.. Væk for altid.. Tilbage står systemet som vinder, for nu er du gået tilbage til hvor du startede før din uddannelse, som har båret dig de sidste 40 år. Dine venner er en del af det erhverv..

Det værste ved at se til fra sidelinjen af er, at ikke nok med at min værge er blevet ydmyget, ved at måtte efterlade hele sin identitet, så venter der en masse formalia, som skal klares nu.. og ikke at glemme kampen mod forsikringerne.. Mine værger var udbrændt før.. denne proces gik i gang.. Og den proces som venter, tager alt fra dem. Alt det de skulle overleve på.

Jeg prøver at favne dem, rede dem.. klappe dem på ryggen og sige, det skal nok gå. I finder jeres vej i forholdet. Og min værge finder hendes identitet en gang... Jeg føler mig bare så ubehjælpelig og uduelig.. Fordi jeg ikke er i stand til at hjælpe.. Andet end med formalia.. Og for mig er det ingen hjælp.. Jeg ville bare så gerne bærer deres smerte.. deres savn og sorg.. pyt med mig, jeg vil bare så gerne redde dem.. Sikre dem en fremtid, skabe det familiære sikkerhedsnet.. Passe på dem, som de hele livet har passet på mig. Givet mig tryghed og massere af kærlighed. Heppet på mig.. Gjort det som rigtige forældre gør. Ønske det bedste for deres børn. Den plads vil jeg gerne vise mig stærk nok til at stå op for.. Men hvordan pokker gør jeg.. Det kræver næsten et mirakel.. et mirakel et sted deroppe fra.. Lidt tryllestøv.. jeg skriger om hjælp... jeg Beder nat og dag.. håber på et tegn.. Men intet er hent.. intet sker, bare et lille tegn, er det måske for meget at be om?

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Udbrændt identitet er publiceret 13/09-2021 22:40 af Ayah.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.