I dag er det 30 år siden jeg begyndte at køre taxa. De første 12 år som chauffør for min far. Har fået fortalt at da jeg var 4 år, sagde jeg " når mig bli stor - mig køre fars taxa. Det var en tidlig karriere valg. Var igennem forskellige brancher før jeg syndes at det var det jeg ville. Min far ønskede ikke have chauffør på, da de kun lavede buler. Lavede en arbejdsgivererklæring, så jeg kunne tage kortet på AMU-centeret. Inviterede min far på kaffe og lagde erklæringen foran ham, så han kunne skrive under. Det gjorde han uden tøven, men nok fordi han troede at det var en dille jeg havde fået. Teorien gik jeg lige igennem, men dumpede til køreprøven - hvilket jeg var negativ over. Dengang skulle man have et udvidet kendskab til styretøj, bremser og lygter. Den motorsagkyndige jeg kom op ved - blev kaldt om igen pga. hans høje dumpeprocent. Prøven begyndte med at jeg skulle fortælle om styretøjsopbygning - hvor jeg gik i sort. Så skulle vi ud at køre, og jeg har altid været god til bilens fylde (nu får jeg nok tæsk), modsat mange kvinder. Men han synes at jeg var tæt på en bil i en smal gade. Tænkte "herregud jeg ramte den ikke". Mht. styretøjsopbygning, så er det fuldstændig lige meget viden. Hvis der er noget i vejen med bilen, så finder jeg hurtig ud af det og kan ikke gøre noget ved det. Den skal bare på værksted. Anden gang kom jeg op ved en anden motorsagkyndig og gik lige igennem. Da Andrés far og jeg kom hjem og fortalte at nu havde jeg fået erhvervskortet, blev min far helt vild glad. Efter en kop kaffe startede han anlægget op og fik en tur. Fluks gav han mig sin vekselpung, og sagde " den tager du". Puha så var jeg i gang. Husker turen tydelig. Det var en kvinde og hendes lille datter, der skulle fra skadestuen og ud til en campingplads. Jeg kendte området ved campingpladsen, men ikke helt præcis hvor den lå. Det gjorde hun heldigvis. Min far blev med tiden meget glad for at jeg kørte for ham. Kort efter jeg startede smid jeg Andrés far ud pga. utroskab. Efterfølgende var min far sød og hentede mine børn i fritidsordningen, så jeg ikke skulle tænke på det. Det var en stor hjælp som alenemor. Jeg er dog ked af den måde hans karirre stoppede på. Da han fik konstateret Parkinson, blev erhvervsdelen taget fra ham. Det var forståeligt hårdt ved ham, men han var glad for at jeg fik lov til at overtage hans bevilling - når det nu skulle være. Mit ønske var ellers at jeg kunne blive vognmand, og lade ham køre for mig på hans gamle dage. Men sådan skulle det ikke gå. Han sagde på at tidspunkt at, den dag han ikke var her mere, ville han have den sidste tur i en Mercedes, som han altid selv havde kørt i. Derfor blev bedemanden også valgt efter den rustvogn han havde. Da vi hentede hans urne ved krematoriet - fik han sin sidste tur i taxaen ud til kirkegården. Puha nu kan jeg godt mærke at jeg bliver ked af det.

Ps. Jeg lavede som min fars teori om chauffør, også buler.