Ja, om en halv time skal jeg så køre med min lille familie til lufthavnen... Men måtte jo også lige tage ordentlig afsked med min dagbog... (Nu får vi se om der bliver tid/mulighed for et lille kig forbi når vi er i England...)

Visordsbogen er pakket omhyggeligt ind i en lille pose, den skal med, men jeg frygter lidt for dens helbred, sider er begyndt at falde ud, på trods af tidligere reperationer... Visordsbog, du må ikke give op!! (Det ved jeg oz godt at du ik gør - du er for vis!)

Nå men jeg glæder mig da til en jul i England, det skal skam nok blive hyggeligt... MEn det er lidt mærkeligt for første gang ikke at skulle holde jul med mine forældre og søstre...

"Julen består selvom årene går derfor ved jeg vi får en alletiders jul i år."
- Alletiders Jul, temasang

______________________________
17. januar 2008 kl. 7:42

Ved ikke hvorfor jeg ikke lige fandt det relevant at fortælle, at vores Englandstur altså ikke bare gik til England, men til Daniels forældre og søster, der var flyttet til England et halvt år efter Lucas blev født.

Aftenen før vi skulle afsted (altså den. 20.) fik jeg skrevet et brev til Bo:
Jeg takkede ham for de søde ord, han havde skrevet i julekortet.
Jeg beklagede at jeg ikke var mere i stand til at give ham noget konstruktivt tilbage, når han sad og åbnede op for mig.
Jeg forklarede at jeg selv havde enormt svært ved at åbne op, og ikke kunne finde ud af det ordenligt selv overfor ham.. Endnu. Jeg fortalte, at det var noget jeg arbejdede på.
Og endelig forsikrede jeg ham, at det aldrig var ubelejligt at være 'tvangsindlagt', at han altid havde lov til at komme til mig, og selvom jeg ikke var god til at give igen, følte jeg ham på ingen måder anmasende.

Det var vist det tætteste jeg kunne komme på en kærlighedserklæring på det tidspunkt, og det mest ærlige jeg kunne give ham omkring min situation (og dog var han pludselig mere inde i det end nogen anden (måske med undtagelse af min søster Camilla) - var vist temmeligt lukket). Jeg sendte den få minutter efter jeg havde sat det sidste punktum (vi havde postkasse lige ude foran døren, ret heldigt i betragtning af at vi jo også dengang boede lidt ude på landet), ville ikke risikere, at jeg ombestemte mig, og da jeg skrev det midt om natten (surprise) kunne jeg jo også ligeså godt sende det midt om natten, ingen grund til at lade Daniel opdage noget, han alligevel ville blive ked af at opdage. I bund og grund var det jo et temmeligt uskyldigt brev, men dog blev der sat ord på ting, jeg ikke havde sat ord på overfor Daniel.