Kære Dagbog

Denne weekend skulle jeg ikke have været hjemme, men blev i hast kaldt hjem pga. noget med en af mine drenge. Noget jeg ikke vil komme nærmere ind på her, men som gør at jeg lige nu har mange tanker kørende og ærligt har det som Pelle alene i verden.

Føler jeg dog alligevel må sige noget, men skyldes mere nogle kommentarer omkring mit indlæg den anden dag. Desværre er jeg nok ikke lige nu i stand til klart at give mine oprigtige mening. Er lettere nervøs for at blive misforstået pga. min "tilstand" lige nu. Gør dog et forsøg.

Hvad jeg skrev den anden dag her i dagbogen om det indslag i fjernsynet, hvor man så to herboende muslimer råbe høje hurraråb over katastrofen i USA, var på ingen måder ment generelt.

Er jeg blevet opfattet som om jeg mente det med: "Hop på tungen hjem", som en generalisering af alle muslimer, så er det ikke rigtigt opfattet.

Mit udbrud havde været nøjagtigt det samme, hvis de samme hurraråb var kommet fra to danskere.

Her havde jeg så selvsagt ikke brugt udtrykket, om at hoppe på tungen hjem, men nok noget i retning af, at samme personer skulle hænges op i et træ - i klokkespillet eller noget lignende.

Udbruddet kom alene fordi jeg blev så bitter og harm over, at nogen overhovedet - uanset nationalitet - kunne juble over sådan en katastrofe.

Syntes det var så grotesk, at billederne på fjernsynet skiftede fra mennesker i stor sorg til uskyldige mennesker der i desperation sprang ud fra gud ved hvilken etage osv. - til billeder af mennesker der samtidigt jublede!!

Fandt og finder det så grotesk, at det overgår min fatteevne, at nogen i den grad kan juble over andre menneskers sorg og ulykke!

Så please: Råb ikke hurra for mig, for jeg håber og be'r til, at alle normale mennesker kan se det groteske i at råbe hurra over det katastrofale der er overgået USA - uanset nationalitet.

Kommenteres dette dagbogsindlæg håber jeg, at man i stedet vil gøre det ude i debatforummet, hvor alle kan komme til orde.