Middagen den 27. december blev indtaget på restaurant et sted ude i de canadiske bjerge.

Bordet ved siden af os var beæret af et par med en datter på ca. 11. Med mit kendskab til sprog lyttede jeg mig efter 5 minutter frem til Holland. Underligt nok sad jeg der og følte mig bedre tilpas med deres selskab tæt ved. Som om Danmark lige pludselig var tættere på. Som om det overhovedet rørte mig, at jeg ikke var canadier! Selvom jeg i en tidlig alder har taget bylten på ryggen og valset verden tynd så ender jeg med at sidde der med en underlig hjemstavnsfølelse i selskabet af nogle mennesker jeg intet aner om. Men de sagde pænt nej til at bestille "appetizers" da den overflinke tjenerinde spurgte: "Care for an appetizer as you wait for your meal". Og de delte også deres dessert. Fuldstændig ligesom Morten og jeg altid ender med at være de eneste der kun spiser for een når vi er oppe mod de nordamerikanske familier som gladeligt bestiller for noget nær en hel efterskole, og så i øvrigt fortærer hele molevitten på under en halv time! Der sad vi to europæiske familier og så den ene familie vade ind efter den anden, vi så dem også vade ud og bordene blev udskiftet med nye familier. Men efter et par timer var hyggen forbi. De fleste restauranter med respekt for pengepungen kører nemlig efter devisen: Ind og ud i løbet af 2 timer - alt inklusiv.

Vi nåede dog at nyde musikken fra et lille tre-mands orkester i hjørnet af den hyggelige restaurant. Den hollandske mand og jeg var de eneste der klappede efter første nummer... de andre spiste koncentreret videre. Nej da, man skal da endelig ikke lægge kniv og gaffel fra sig - tænk hvis maden pludselig forsvandt.

Sarkastisk kan man jo altid blive når man ikke rigtig mener det man siger og alligevel forsøger at få en pointe ud mellem linierne. Det er nemlig intet mindre end sandt, at jeg aldrig har mødt mennesker spise så hurtigt som dem jeg møder i Canada. Det er dog heller ingen påstand, at jeg af alle mennesker spiser "som en fugl" (citat: min far) - og en af de langsomme fugle endda!

Mine næsebor bliver igen pirret af en skøn duft fra køkkenet. På denne breddegrad er timeglasset for 2003 så småt på hæld. Vores nytårsfest hos vennerne blev aflyst af noget så bizart som en snestorm. Ikke så mærkeligt generelt i Canada, men meget sjældent syn her i dalen; The lower mainland, på vestkysten, Canadas svar på Californien.

Vi har kransekager på køl, indkøbt hos den danske bager i Cloverdale, som i øvrigt kommer fra Fiji øerne. Champagnen ligger hvor den har ligget i et par år. Vi har sågar lyttet til Dronningens nytårstale over internettet og igen i år må jeg som den røde reje jeg er erkende, at monarkiet har fået et besynderligt tag i min hvileløse sjæl. Som min onkel sagde tidligere i dag da familien ringede og skålede, når nu der skal være monarki så må man da sige, at vi langt fra har den værste repræsentant. Dronningen havde fingeren på pulsen. En fortjent øretæve til de mennesker som tror, at man bare kan bedømme andre mennesker ud fra hudfarve, sprog, påklædning og social rang. Så enkelt er det - desværre - ikke. Vi mennesker er meget komplicerede og vores arv og miljøer påvirker os i forskellige retninger.

Verden er blevet mindre og mere kompliceret at begå sig i. Vi skal sluge flere kameler, ikke kaste med sten når vi selv bor i glashus og samarbejde med mennesker vi ikke forstår.

Jeg byder år 2004 velkommen med en vis skeptis. Jeg ønsker at det skal gå godt, men jeg frygter, at det gælder om at nyde hver time med dem man elsker mere intenst end nogensinde.