Efter en dejlig søndag i Silkeborg kalder pligterne atter i hverdagen.
Jeg sidder alene lige nu, da Jan er blevet kaldt på arbejde. :)

I morgen har jeg 7-vagten, hvilket betyder at jeg skal op allerede 5:15, for at komme med bussen 6:06.

Det har nu blæst i en uges tid, og morgernerne er rigtig kolde.

I nat havde jeg en af de der drømme, der senere på dagen gav mig myrekryb. Det er sket før...
"Vi kører på en stor motorvej (muligvis i Tyskland) med mange biler. I den modsatte kørebane kører en række meget store lastbiler. De minder nærmest om de kolosale vogntog man bl.a ser i Australien. Måske er det Sverige vi kører i? I hvert fald transporterer en af lastbilerne enorme og lange træstammer. Det vi kører på er en slags indlandsbro.
Selvfølgelig går det galt, og lastbilerne i den anden kørebane støder sammen i et inferno af larm, ild og metalsplinter. Hele motorvejen giver efter og der dannes et kæmpe jordskælv. Alle bilerne - også vores, hopper flere meter op i luften og vi slynges ud med voldsom kraft. Jeg tænker: Nu dør jeg!
Det gør jeg så ikke...
Alt er kaos og jeg er bange. Jeg husker noget om at jeg vist nok ringer et eller andet sted hen."

Prøvede at huske dele af drømmen i bussen i morges, men dele af den dukkede pludselig op, da jeg så en af overskrifterne på tekst-tv i eftermiddags.

Den slags er ret skræmmende og som sagt er det ikke første gang, det sker for mig. Det er selvfølgelig ikke altid det er så voldsomme ting, det handler om, men hændelser og personer, der omgiver mig i det daglige forekommer oftest.

I den kommende weekend skal Jan afsted til 40-års fødselsdag, og meningen var egentlig at jeg skulle have været med, men da arbejdet kalder om lørdagen, syntes jeg det bliver for sent at komme, specielt hvis alle gæsterne er kommet, når vi ankommer.
Historien omkring dette, må vente til en anden gang, da jeg er alt for træt til at skrive en længere udredning af de tanker, der ligger bag.

Jeg har atter oplevet den krildrende fornemmelse i maven i forbindelse med mødet med nye mennesker.
Jeg havde aldrig i mit liv forestillet mig, at den slags var muligt, men det er det!!! Nettet har vundet over mig. Jeg er dybt afhængig. Har været det længe, men at det skulle gribe om sig på den måde, som det har, ville have forekommet mig fuldstændig overfladisk og uvirkeligt for blot et par år siden.
Jeg har nævnt det før, men på nettet har jeg mødt nogle virkelig søde og dejlige mennesker, der rent faktisk er kommet til at betyde en hel del for mig.
I mit liv har jeg mødt mennesker i mange sammenhænge og knyttet tætte bånd med dem, men at tænke sig at man skulle blive så fortrolig med nogle man aldrig har mødt eller set (i såfald kun et billede), er helt fantastisk.

I denne weekend (jeg har fri i pinsedagene) er jeg blevet inviteret til Skive med en af de virkelig søde fyre. Jeg kan mærke den der velkendte fornemmelse jeg fik via Telebaren i 1999, da jeg mødte min gode ven Allan, der til dato er det menneske der er tættest på mig.
Det er lidt ligesom en forelskelse. Man er helt besat. Euforisk. Kan ikke tænke på andet. Det er spændende. Nyt. En anelse forbudt.
Uanset hvad andre siger, så åbner nettet altså nogle porte til andre verdener, og har man øjnene åbne og tør tage i mod strømmen af oplevelser, har man fået en indsigt i dele af tilværelsen, der ikke var vore forfædre forundt. Det har sgu betaget mig en del.
Jeg er det man kalder "hooked" på nettet, og holder af de personer jeg kommunikerer privat med ad denne vej.
Havde jeg ikke haft en kæreste, så havde jeg uden tvivl kunnet score en hel del på denne måde, uden at det oprindeligt havde været min hensigt, men ene og alene af den grund, at det er et naturligt følge af kontakten mellem to attraktive mennesker af hvert sit køn.
Man tiltrækkes. Mentalt og seksuelt.
Gnisten kan være der, uden at den slukkes og spoleres af de ord, som tænkes - ikke tales. Det usagte og delvist ubeviste er til tider det mest interessante i mødet med det ukendte.

I nat skal det hele forløses. Hele min krop skriger. Rør mig - tag mig!
Fantasien tager over, hvor virkeligheden ikke længere kan følge med.