Kæreste Kære...vil du ikke nok holde op? vil du ikke nok give mig en pause nu? Du har givet mig lærepenge efter lærepenge og jeg har betalt tilbage så godt jeg kan med renters rente.

Hvad skal jeg mere lære? Jeg frygter hvad du har nu. hvad der ligger i sækken med mit navn på, hvad der nu skal hoppe op, fylde mit hjerte med sorg endnu engang, med frygt, med angst...og jeg prøver at holde modet oppe, men jeg kan mærke mine kræfter svinde ud.

Hvorfor mig, Kære? Det spørgsmål får du sikkert hele tiden og nu får du det fra mig. Så kan du tilføje det til din samling af ubesvarede opkald.
Jeg klamrer mig til den tanke at alt sker for en grund, men min tro vakler lige nu. Overskuddet vakler. Tilliden.
Jeg synes at jeg er et godt menneske, men det gør du åbenbart ikke. Det er ikke nok endnu. Men jeg beder bare om en lille pause, et lille frikvarter.
Så kan du lære mig om døden, om sorgen, om gråden ...igen.

Det er bare så hårdt, Kære. Det er så hårdt at bære de tunge kasser og når jeg endelig har fået stablet dem, sat dem til side og lettet byrden, så giver du mig nogle nye.
Mit repetoir er efterhånden stort. jeg kan fortælle om selvmord. Jeg kan fortælle om død. Jeg kan fortælle om alkoholisme. Jeg kan fortælle om kræft, hvor jeg lige nu er den eneste der tror på at du ikke tager ham væk. Han ved selv at han skal dø. Han har opgivet. Alt. Han tærer på alle. Men især min kæreste, men det ved du.
martin brød sammen i går. efter et halvt år med styrke og være jakob nær, tage imod alt, lytte til hans snak om død og sygdom, om opgivelse og apati, brød han sammen.

Det er så hårdt for ham og jeg kan kun hjælpe ham som jeg gør. men vi synes du er ond lige nu. Jeg er ked af at sige det og jeg får også dårlig samvittighed af at sige det, men det gør det ikke mindre sandt.
du mener ikke at vi har det hårdt nok. Nu er kræften kommet, men i et andet menneske der står os nær. brystkræft.
En anden definition af døden.
Men jeg nægter stadig at give op. jeg håber og beder og lader den sidste rest optismisme prøve at spire, men der er snart goldt over alt. Giv mig en pause.
Giv mig lidt ro og lidt kærlighed til at kunne klare presset ...igen.
det er åbenbart min skæbne at være omgivet af døden..det kan jeg måske acceptere, men jeg må have luft engangimellem, ellers bryder jeg snart sammen og jeg ved ikke om jeg kan rejse mig igen.

Min tro på dig er der stadig, skønt jeg ville ønske at du for et øjeblik lod dit vrede øje vende bort og lade dit kærlige blinke til mig.
Jeg har brug for det, så jeg kan støtte og hjælpe min kæreste, jakob, palle og nico og mig selv.
Så Kære, ikke mere.....ikke nu...