Kære dagbog

Siden sidst har det været en noget drøj periode. Ryggen slog forrige mandag en ordentlig ski*d, og så var det ellers slut med at gå, ligge, stå, gå, selv tage tøj på osv. uden de mest afsindige smerter. Efter flere dage med familie og venners hjælp opgav jeg til sidst og kontaktede lægen. Der fik jeg et morfinpræparat, jeg skulle tage samtidig med de piller, jeg i forvejen tog. Det gav en dagsration på 22 smertestillende piller. Et helt måltid. Efter et døgns tid aftog smerterne og for første gang i flere dage, var jeg i stand til, meget forsigtigt, selv at tage tøj på. Bivirkningen ved de stærkeste piller var desværre, at de fratog mig nær al luft, hvilket gjorde det umuligt at gå mere end nogle få meter, før jeg måtte stoppe op, fordi jeg hev efter vejret. Det gjorde mig så forskrækket, at jeg atter måtte have lægen indover. Hun var godt klar over bivirkningen, og hendes svar var, at jeg måtte vælge mellem pest eller kolera.
Nu er jeg heldigvis ude af pillerne igen, og ryggen er tilbage i sit gamle slidte leje, men det tog noget længere tid at komme mig, end jeg bryder mig om at tænke på. Jeg synes ikke, at jeg uden videre lader mig slå ud, men det, indrømmet, skete altså denne gang. Men nok om det. Det er heldigvis fortid nu.

Så hellere fortælle, at Utaiko i dag har fået det blå stempel af dyrlæge Birgit Poulsen, for hvem jeg har kendt i en menneskealder efterhånden. Jeg var en af Birgits første kunder, da hun i sin tid startede dyrlægevirksomhed op her i Slagelse. Hun var yderst tilfreds med Utaiko på alle måder. Flot, god foderstand og hel igennem til UG kryds og slange. Vægten har sneget sig op på 4,12 kilo, og de røde farver træder for hver dag mere og mere frem. Turen til dyrlægen samt små ærinder rundt om i byen tog han simpelthen så flot. Er det ikke fordi han har krøllet hale, - ville jeg have sagt, at han tog det hele med høj haleføring. Dette dog noget misvisende, når halen næppe nogensinde vil blive ført sådan.

En sjov og tovejsoverraskende lille oplevelse hos dyrlægen:
Birgit ville have forsvoret, at jeg nogensinde ville skifte race, men for altid kun købe Retrievere. Hun blev derfor overrasket, da jeg troppede op med en Shiba, hvilket jeg godt have en ide om. Blev hun overrasket, så blev jeg det da ikke mindre, da Birgit til sidst siger, at jeg da også lige skal hilse på hendes nye hund. Her forventede jeg at møde en ny Rottweiler, men nej... ind i konsultationen trippede vel nok den største, lækreste og blødeste 1½-årig Berner Sennen, Bellis.
Utaiko var nær gået i koma, da han så den kæmpe komme imod sig, men "bum" og rumpen blev placeret i gulvet. Her sad Bellis nu stille, som var hun en statue, og Utaiko turde nu godt nærme sig hende, hvor han frit fik lov at snuse til hende.

Vel hjemme igen sov Utaiko tungt de næste to timer. Sønnike Jesper og jeg slappede af med alment samvær, snak samt forberedelse til aftensmaden. Lige før han hentede kæresten, nåede jeg at smutte i hallen, hvor mit kryds til folketingsvalget blev sat. Tanja havde jeg forinden hentet i fritidshjemmet, så hun kunne hjælpe sin mor med at sætte krydset det rigtige sted, hvorefter hun afleverede stemmesedlen. Som tak fik hun af de valgtilforordnede 4 stykker slik.

Vel hjemme igen blev tropperne samlet, og vi nød et utroligt lækkert aftenmåltid. Lidt vemodigt var det dog at tænke på, at det var sidste måltid samlet, før Jesper på søndag drager til Kosovo i 6 måneder... men den tid den sorg for os herhjemme i Danmark.

Nu vil jeg tilbringe dagens sidste timer i sofahjørnet, hvor jeg vil følge kampen om, hvem der kommer til at lede landet de næste år frem.