19 år siden

Min sorte klump...og alle de FØLELSER!!!!

Kære
Halina Abram...
6 år siden
Græsken
Halina Abram...
6 år siden
Hvem tror vi, at vi er?
Bella Donals...
7 år siden
Jeg er ingen namedropper
Olivia Birch...
9 år siden
Hvad er sommer for mig?
Jønsse
7 år siden
Drømme
Salomon
9 år siden
Fin lørdag
David Hansen...
1 måned, 11 dage siden
AT forløb
Coleen
10 år siden
Romanskrivning!!
Pernille S. ...
9 år siden
Velkommen til oversprings...
Michala Esch...
11 år siden
Tomhed
Majtb
9 år siden
Udstillingen
Hanna Fink (...
11 år siden
Rygestop
David Hansen...
1 måned, 14 dage siden
Udstilling i Havnsø Havn.
Hanna Fink (...
9 år siden
Forandring
Hanna Fink (...
9 år siden
Tredje bog færdig
JesperSB
2 år siden
Da jeg lærte at skrive
Olivia Birch...
9 år siden
Hele verden, healings-heg...
Camilla Rasm...
7 år siden
Den Søde.
Ruth Christe...
7 år siden
Uhm ... Efterårets kryb o...
Mikala Rosen...
11 år siden
Den lille dreng, er mig.
Kasper Lund ...
9 år siden
Dyssocial og Narcissistis...
Ida H. Celan...
11 år siden
Tiden
Zein Ali (Bi...
3 år siden
Kære natbog (I)
Olivia Birch...
9 år siden
Lykkedes at ride igennem ...
Regitze Møbi...
9 år siden
Selektiv skriveblokering
Olivia Birch...
9 år siden
Wow, en regnbue af følels...
Neola
3 år siden
Åh ja mere det føles så g...
Maria jayash...
10 måneder, 26 dage siden
Måske nattøjsdag
Hanna Fink (...
11 år siden
Mine tanker pumper derud af og det er svært for mig at sætte læselige ord på dem!

Gennem de seneste par år, har jeg båret på en sort klump, en sygdom, en tilstand…et PROBLEM for mit liv og trivsel.

Hele tiden har jeg vidst, at kun JEG kunne bremse den og forhindre den i at ødelægge mig…men jeg har ikke kunne yde modstand nok.

Måske har jeg bare ikke været parat?

Det har dog taget af nu og en udvikling er i gang. En udvikling de læste kalder ”fremgang”.
Jeg flytter mig langsomt opad og bliver mere og mere ”symptomfri”, set udefra.

Klumpen har fjernet mig fra min omverden og isoleret mig fra det sociale liv. Alene har jeg haft det bedst og kunne bedre styre tankerne så de kun forårsagede ”almen elendighed”. Sammen med andre mistede jeg fodfæste og det tog mig lang tid at få afbalanceret mig selv og genskabt venskabelig kontakt med klumpen!

Min fremgang; jeg er mere social nu. Jeg higer stadig efter mit puppeliv, stilheden, intetheden og roen men jeg kan godt vride mig fri og faktisk føle glæde ved at være sammen med ”mine mennesker”. Nu er det lige før jeg kan blive lidt skræmt over at skulle alene hjem og være. Føler vel jeg skal stå skoleret for klumpen, som jo stadig ånder svagt! Jeg kommer hjem til en skideballe og kan ikke argumentere stærkt nok mod de haglende salver der rammer mig.

Men hvad? HVAD har den klump gjort for mig og hvorfor har jeg stadig så svært ved at slippe den?
Det er stadig dybt paradoksalt, at noget så destruktivt og hæmmende kan være svært at give slip på. Følelsen omkring det kan sammenlignes med at skulle slippe og tage afsked med en ven!!! Hvilket gør det endnu mere paradoksalt for mig.

Klumpen, min ven og min fjende har måske været min måde at overleve på?

Arhhh, spørgsmålene flyver stadig rundt indvendig og svarene komme mig sjældent til gode.

Jeg ved ikke hvad jeg er uden min sorte klump. Hvad helvede er jeg egentlig VÆRD uden?

Det hjælper at holde mig i gang og ikke stoppe med at lave aftaler. Før skulle jeg have mindst 3 dages restitutions-tid efter blot en cafetur.
Alligevel kan jeg mærke jeg må slappe lidt af…det her går vist for stærkt! Jeg bliver irriteret, vred, flimrende og svær at kommunikere med. Pludselig kan jeg ikke tale mere, selvom jeg egentlig har lyst. Jeg bliver bare TOM inden i og hvor herlig kan jeg så egentlig være at omgås?!

Nu er jeg hjemme, i mit dybe stille ro.

Mimse er blevet sendt hjem.
Jeg kyssede hende og sagde jeg havde haft det dejligt.

Vi skal ses meget den næste tid. Jeg skal passe drengene…

Familiebåndet er stærkt for tiden, på alle måder.

Jeg plantede fars altankasser i går og klippede hans hår. Det var så mærkeligt at røre ved ham og være tæt. Han klippede altid mig som barn og nu stod jeg der med saksen og brummede ”kig op!”.
Mine fingre rørte hans hår…for pokker det var mærkeligt!
Den eneste fysiske kontakt der har været mellem os, er akavede kindkys når vi siger hej og farvel. Der stod jeg så i nærkontakt!

Plllllllllrrrrrrhhhhhh, jeg kan ikke finde ord for det her! Det er for underligt og jeg ved ikke om jeg skal føle glæde eller….bare slå det hen.

ARHH, alle de ski.. følelser!!!!


Mor, Mimmer og jeg nød at være alene sammen. Det var tydeligt at vores inderste følelser var fyldt med smerte over det savn vi skal til at stå overfor, men vi bed det alle i os.
Mors stemme bliver anderledes. Hun bliver lidt anspændt i stemmen og øjnene. Mimmer får ”mund på” og har let ved at blive irriteret. Vi kender hinandens signaler godt.
Hvordan mon jeg ser ud når smerten og tårerne presser sig på?

Efter restauranten gik vi hjem og spille Trivial. Mor fik selvfølgelig sin osteting fyldt efter kort tid…kloge-åge! Mimmer og jeg var stædige og efter 3 timers viden-vrideri var det ligefør vi hviskede svarene til hinanden, bare for at blive færdige.

Jeg må få købt familie-udgaven…eller måske børneudgaven!


Nå!
Lidt fortvivlet sidder jeg og forsøger at gøre status.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Min sorte klump...og alle de FØLELSER!!!! er publiceret 21/04-2005 14:22 af Bastian.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.