"The verdict that killed my faith in love is in your holy book.
Faith in you…, submission to you... feels like… self betrayal.

O Allah, giver and taker of life.
You admonish all who believe to turn towards you in order to attain bliss.”
I have done nothing my whole life but turn to you.
And now that I pray for salvation, under my veil, you remain silent like the grave I long for."

-Submission, Theo Van Gogh

Det er en af de mest enkle, smukke, skræmmende film, jeg i mit korte liv har set.
Jeg tog den frem i dag for at få en lille pause. En pause fra "A Siners life" af Jupitur day.
Jeg keder mig. En ung pige, alene hjemme, jeg burde have det fantastisk, et hus fyldt med fordrukne venner og sjov. Men her er kun mig, og jeg har ikke lyst til at invitere nogle om. Jeg har slet ikke lyst til at drikke.
Jeg har ikke lyst til at tage til fest på lørdag, af frygt for at Dl er der, og jeg ikke er cool nok.
Jeg tænker ikke ret meget på ham mere, men når jeg skal til en fest, hvor der er stor sansynlighed for at han kommer, skræmmer det mig. Den skide frygt for ikke at leve op til andres forventninger. Det er til at blive ør i hovedet af.
En af mine veninder skrev til mig idag, på msn:
WAUW for et billede... Ej hvor er du smuk gid det var mig.. Hvad sker der man'... Du er den SMUKKESTE... NØJ hvor er det snyd... SERIØST
Jeg kunne føle at det ikke var for sjovt. Hun mente det.
Og tilbage sidder jeg bare og tænker; Det er kun make-up. Det er ikke mig. Jeg er grim. Indenunder alt det der er jeg grim.
Jeg har det ad H til, hver gang jeg spiser. Hver gang jeg tager et stykke brød. Hvergang jeg overhoved overvejer om jeg vil have noget på.
Syltetøj? (nej du må være sindssyg, det er fyldt med sukker!)
Ost? (Nej, at du overhoved kan tænke det! Det er en ren fedt bombe!)
Smør? (No way, du ved det er 80% fedt)
Så hvad får jeg spist? Ristet sandwitsbrød, uden noget på. Hmmm, 3 stykker i dag.
Og 6 skiver vandmelon.
Det er ikke sundt at være sådan, jeg ved det godt. Jeg føler mig ikke fed, jeg ser ikke fed ud, men jeg er bange for at det bare er mig der tager fejl.
Jeg tror ikke på hvad øjnene ser, hverken det ene eller det andet. Jeg tror ikke på hvad vægten viser.
Jeg prøver at håndtere det hele, men nogle dage, vil min krop og min hjerne bare ikke.
Der er stor forskel, på at sidde her ved pc'en og sige at man vil spise, end faktisk at gøre det.
Alt for stor forskel...
Men nu skal jeg...
Og i morgen...
I morgen, bliver jeg glad, i morgen spiser jeg, i morgen accepterer jeg mig selv.
Eller dagen efter i morgen.