Idag er det et år siden, jeg skrev mit første dagbogsindlæg her på siden. WUHU, et års dag med mine egne tanker. Hehe. Men vil gerne lige 'benytte anledningen' til at sige 1000 tak, for alt det alle jer her på pennen har lært mig om livet, og menneskets tanker, på så enkelt en måde: At læse, forstå, opleve jeres reaktioner og følelser og jeres reaktion på mine.

-------------------------------
Jeg kan ligeså godt indrømme det, overfor mig selv:
Ja jeg tænker på ham. Meget. Nogle gange tænker jeg svin, andre gange: jeg skal have ham tilbage.
Men jeg er RIGTIG glad. Det er ikke noget jeg lader som om, når jeg sidder og laver sjov i timerne med mine klassekammerater. Det er ikke for at skjule mig selv at jeg smiler til folk på gangen.
Det er af ren glæde.
Og ja, jeg så ham idag. Kom kørende i en venindes bil. Så ham bare bagfra og fra siden.Så ham kun fordi jeg fik øje på hans ven. 100 på jeg ikke havde lagt mærke til det, hvis det var dl der gik alene.
han så ikke mig. Øv øv. Så smuk jeg ellers er for tiden. I tøjet, bruger længere tid om morgenen på at sætte hår og den slags.
Spiser. Seriøst spiser. SUND, jeg skal være sund. Ærgeligt om jeg tager lidt på, det er ikke det væsentligste. Overhovedet ikke.
Spiser vitaminpiller, og da jeg gennerelt har et problem med fisk tager jeg piller i stedet. ALDRIG om jeg lærer at spise 30g fisk om dagen. Rugbrød ryger der også lidt ned af, juice, frugter, og jeg spiser MORGENMAD! hvor er det lang tid siden jeg har spist morgenmad før jeg tog i skole. Har ikke gjort det i 1½år efterhånden. Men nu skal jeg til det igen...

Hmmm... der var noget jeg ville fortælle. Nu har jeg glemt det igen.
Nej... Ribbenene! Det var det.
En leg jeg længe har haft gang i, skrev jeg om den anden dag. i stilhed, skrev jeg det ned, jeg nok har brugt mange timer på, uden at lægge mærke til.

-"For første gang i dag, er jeg stået op, uden træng til at "tælle mine ribben" En dårlig vane jeg har skabt mig under mit lange forløb. Det er noget med at ligge i min seng, overfor den, har jeg et aflangt spejl. Det passer lige med at jeg kan se fra enden af min ryg til halsen når jeg ligger der på sengen. Dér uden trøje, lader jeg mine hænder glide ned over min side. Trykker til med tommeltotten og mærker hvert et ribben, med lukkede øjne. Følelsen"

-mere skrev jeg ikke. Blev afbrudt tror jeg. Men det havde nok endt noget dette: "Følelsen af at være skind og ben gør mig til et menneske. Mens jeg ligger der, glemmer jeg verdens problemer. Verden ER mine ribben og jeg."

Men jeg har ikke gjort det siden den dag. Spekulerer på om Vibeke, har hjulpet mig til at slippe af med nogle af alle mine problemer. Ubevidst er romanen min psykolog. Ubevidst eller bevidst er alt hvad jeg foretager mig når jeg kommer hjem, vel teapi. Er det ikke?