Nu venter jeg på, at jeg skal indlægges på sygehuset i Kolding. Jeg håber, at det snart bliver, fordi jeg vil bare have det overstået. Hvad de skal gøre, aner jeg ikke, og det er også træls, at jeg er lidt i det uvidsse. Men jeg må bare tage det, som det kommer, de er jo også blevet så godt, at det skal nok gå.
Jeg er stadigvæk nødt til, at tage min. ad gangen, for jeg kan ikke lige tage 24 timer ad gangen lige for tide. Jeg må gøre det så godt, jeg nu kan, også tage det der fra.
Jeg render rundt, og er meget egoistisk og tænker meget på mig selv. Det vil jeg prøve at se, om jeg kan lave lidt om på. Ikke at jeg skal lade vær med at tænke på mig selv, fordi der vil det også gå galt, men finde en hvis balance.
Lige for tiden, bruger jeg Gud meget, beder til Ham, og snakker med Ham, det har jeg brug for. Det er lidt dumt, at jeg først gør det nu, hvor jeg har fået noget skidt at vide, fordi jeg burde at gøre det, hver dag. Der er så mange ting, som jeg kan takke Ham for, jeg er jo i live i dag, selvom jeg kunne have været død mange gange, men Han har dog haft en finger med i spillet....igen.
Det er lidt skræmende at tænke på, at jeg kun er 23, også er min lever eller rede i udu. Det er ikke rigtig noget, som jeg har tænkt over, men det var ikke noget, jeg tænkte på, da jeg drak. Jeg var da ung, frisk, og jeg kunne da ikke fejle noget. Men nu kan jeg se, hvor hurtigt det egentlig kan gå.