Suk der er allerede gået lang tid siden jeg skrev her sidst...det er altså typisk mit liv, i fire måneder op til jul sker der abosolut ingenting, og så får jeg pludselig stress fordi januar vælter rundt i nyheder, hændelser og gøremål...hvem der gik i børnehave og var ligeglad igen.......

En af mine bedste venner har fået epilepsi! Jeg har bare så ondt af ham, han risikerer ovenikøbet at blive smidt af sit hold pga sygdommen! Han går til Tae Kwondoe(hvordan staves det pis?!) og skal med til OL i sin vægtklasse næste gang!
De troede egentlig "bare" at anfaldene var fremprovokeret af stress, og forsikrede ham om at de sandsynligvis ikke ville komme igen nogensinde mere. Men det gjorde de. Nu har han haft fire inden for et halvt år, det seneste var sidste torsdag. I klassen!

Jeg blev så chokoeret. Hele klassen sad og diskuterede, i et temmeligt højt støjniveau, hvem der skulle på hvilke hold til bolddagen. Lige pludselig råber L op om at P(min ven) skulle la' være med at skubbe til deres bord. Og det næste sekund råber hun skrækslagen på vores lærer der styrter ned mod vores bord. Jeg sad ved siden af ham, og noget af det mest chokerende og ufattelige var at jeg ikke havde hørt han væltede. Overhovedet! Han sidder altid og vipper på stolen, og han må have fået kramperne som et lyn fra en klar himmel og være væltet bagover; han bankede hovedet så hårdt ind i Ls bord at det røg en halv meter tilbage, og alligevel hørte ingen det, ikke engang mig, der sad 5cm fra ham.

Vi troede først han lavede fis, for han blev siddende i den der akavede stilling med hovedet presset ned mod brystet hvor han var landet. Nogen begyndte at grine fordi han endelig var væltet(vi må ikke vippe på stolene). Jeg skulle lige til det også, da jeg så hans ansigt. Det var så uhyggeligt at det er ubeskriveligt, jeg har aldrig set noget lignende...han så ond ud, ond og helt ubevidst om noget som helst, der hang savl og fråde fra mundvigen, håret sad klistret til panden, og hans øjne kørte rundt og rundt og ansigtet var helt fortrukket i en forvreden grimasse, mens han rystede...han blev bare ved og ved med at ryste uhæmmet, og vores lærer fik revet ham væk fra stolen og bordet og væggene, så han ikke skulle komme til skade, mens han bare lå og vred sig rundt, slog om sig med slaskede bevægelser, og rystede i en uendelighed...

jeg kunne slet ikke huske et ord af hvad jeg havde hørt, man skulle gøre, jeg stirrede bare på ham i vantro, indtil jeg styrtede ud af klassen(i øvrigt sammen med en del andre, der ikke kunne holde det ud), og begyndte at tude. mest af chok, tror jeg, det så så hæsligt ud, og var så synd... Han kom heldigvis ikke tils kade og blev hentet af forældrene og venter nu på svar fra sin undersøgelse...hvor jeg håber de kan helbrede eller i det mindste holde anfaldene væk, tænk hvis det var sket på cykel i et kryds! gys...

I sidste uge havde jeg fødselsdag, og jeg fik endda hilsner fra flere herinde. Det varmede, det føles så dejligt at der faktisk er nogen der gider sidde og læse alt det jeg skribler ned, selvom det ikke er særlig gennemtænkt...Jeg havde en vidunderlig dag, óg det havde jeg slet ikke regnet med...Blev vækket til normal tid af fødselsdagssang af mor og far, der allerede havde været hos bageren og hente rundstykker og kanelsnegle, og pakkede en rigtig god bog ud fra kæresten(endelig én der gider give bøger :D) og et fedt anlæg fra forældrene...nu kan jeg høre mine cd'er for første gang i et år...og i volume 34...hehe...weee!

i skolen var folk bare flinke, og jeg fik nogle mega søde øreringe og en hel beautybox!! det var en hel kuffert, og der var så meget i, at det faktisk var min mor der fandt det hele, for jeg troede at NU kunne der da ikke være flere skuffer...der dukkede så lige 36 øjenskygger g pudder osv op også...hehe... og noget mystisk noget jeg ikke aner hvad er, "cover cream" hedder det...ligner øjenskygge med i sære farver...:S

nå, det blev til mange ord...skåner jer og stopper nu ;) hvis jeg ikke mistede jer halvvejs, hehe..

Qnuz og kram