Nu kommer han hjem!
Tirsdag aften bliver dagen.

Så rammes jeg pludselig af en nervøs følelse. Her har jeg gået og savnet rigtig meget og længdes efter at han ville komme hjem igen, også sidder jeg så her og føler mig nervøs over at han kommer hjem.

Bliver det lig’ som inden han tog af sted? Han havde det ikke godt og har nærmest været nede siden vi kom hjem fra Østen.
Nu har han jo gjort noget. Et helt netværk af hjælp står parat til ham. Han har fået den plads i en gruppe-terapi, som virkelig lyder som om det vil gøre en forskel for ham. Han tår at lukke op i det forum. Han skal til visitationssamtale og får en individuel terapi i form af en psykolog eller terapeut. Det er alt sammen noget som med garanti vil gøre det lettere for ham.

Det er svært ikke at vende den indad, når ens kæreste ikke kan få sin tilværelse til at fungere. Når han ikke virker glad og tilfreds med dagen herhjemme. Og når han så vælger at arbejde til søs, kan det være nærliggende at tro at der er noget galt med én.

Men han virker stærkere. Han virker som om han virkelig gerne VIL forsøge at få livet til at fungere herhjemme.

Vi har brug for fremgang sammen. Længe følte jeg min tro blev truet af den konstante modgang og selv om jeg ved jeg ikke kan tillade…nej forvente at han skal være der for mig, når jeg har brug for, jamen så HAR jeg sgu brug for ham herhjemme.
Graviditeten er stadig svær for mig at vænne sig til. I et svagt øjeblik, bliver jeg stadig ramt af ”hvad helvede er det jeg har gang i” og jeg ved at det er en tanke og følelse der bare kræver lidt klaps. Men eftersom han har en andel i dette ”foretagende” så har jeg brug for, at klapsene også kommer fra ham.

Men for heeeeelvede det bliver skønt at have ham hjemme. Selvom det faktisk er rart at savne og længslen kan booste de følelser som man jo har for den anden, så er det efterhånden lidt trættende at sende frække MMS’er og kun høre stemme gennem et rør. Det bliver da fantastisk at han snart ligger her på sofaen til fri afbenyttelse. Jeg skal da irriterer ham helt vildt hihi.
Det bliver GODT at få ham hjem så vi sammen kan ”tale lidt baby”! Ikke at jeg vil planlægge en masse og snakke navne og sådan, men lade denne ting blive virkelig for os. Hver morgen kigger jeg jo på min lille mave og den ting har jeg slet ikke kunne dele med ham.

Jeg håber af hele mit hjerte, at han vil trives bare lidt bedre end før han tog af sted. Og jeg håber at han ikke kun er hjemme for en kort bemærkning. De er vilde med hans arbejdsindsats om bord og vil med garanti hive ham ud snart igen. Ej, den der kan jeg slet ikke forholde mig til lige nu. Næ, jeg bliver sgu VRED bare ved tanken.

Nu vil jeg lige lade ham komme hjem.