18 år siden

PÅVIRKET

Frækt Honey
Kenneth Hvid...
3 måneder, 14 dage siden
Spaden, og Distortion - K...
Kasper Lund ...
8 år siden
11 dag på fyldepinden og ...
Gaffa Brandt
11 år siden
Jeg håber din kynisme gør...
Ansu Orheim ...
1 dag, 7 timer siden
Næste stop: normalitet
Syrene Hvid
5 år siden
Dagens Danmark.
Ruth Christe...
7 år siden
Fra jam til pølsefest
Martin Micha...
4 år siden
Det her er ikke mit land
Olivia Birch...
9 år siden
P's liv, en skriveproces ...
Camilla Rasm...
11 år siden
Begrav et sædekorn
Camilla Rasm...
9 år siden
Skøn sommer og smart syma...
Michala Esch...
14 år siden
Fucking nympho - Kasper L...
Kasper Lund ...
8 år siden
Vil du være min ven?
Mille33
11 år siden
Nej
Poul Brasch ...
1 år, 3 måneder siden
Dagen i dag er tiltaget m...
Hanna Fink (...
11 år siden
At se tilbage
Simone Krist...
9 år siden
Stilhedens nåle
Tine Sønder ...
11 år siden
Jeg bliver sgu så ked af det!!!

Hvad skal det her til for? Hvorfor skal det være sådan? Hvorfor har jeg så nemt ved at føle den totale afmagt og opgivelse til livet?

Der skal så lidt til. Alt for lidt.

For nemt og for hurtigt tænker jeg, at det hele kan være lige meget. Selvom jeg forsøger at forholde mig til mit liv på en mere sund og positiv måde, rammer modstrømmen mig med 200 i timer og jeg falder.

I går fik læste jeg et brev fra en ven. ”Man må have en positiv indgangsvinkel hvis man skal overleve dette liv!” Det mangler jeg. Det mangler jeg virkelig og det bekymrer mig at der stadig skal så lidt til, før jeg føler afmagt, ligegyldighed og opgivelse.

Han giver mig lyst til at skrige. Han giver mig lyst til at græde, nej VRÆLE! Det føles så uretfærdigt det her og jeg forstår ikke at jeg lader mig vikle ind i hans spind af tristhed.

Når jeg så ikke kan holde mig selv i balance og tage god afstand til hans smerte, så bliver jeg opslugt. Jeg lader mig selv rive ned og sluger måske noget af den pløre lort han bærer på. Pludselig virker han lige frem en smule lettet, ikke så trist.

Han går. Har træningstasken i hånden og er på vej ud af døren. Dér sidder jeg på stolen med et tungt hjerte. Jeg er trist og vel egentlig også vred. Vi ses vel først i aften hvor vores ven kommer til middag…en middag som jeg skal få på bordet, som jeg skal købe ind til.

Jeg føler uretfærdighed og har ondt af mig selv.
Hvad med mig? Skal jeg bare bære denne sjat af hans smerte og hvem samler mig op? Jeg skal både sluge min MOTHER-FUCKING antabus (jeg skal nok snart stoppe med de grimme ord) og til samtale med alko-rådgiver i dag! Hvem taler med mig når jeg har brug for det? Kunne det tænkes jeg selv bærer tunge byrder?

Åh så skete det for alvor! Jeg har ladet mig påvirke 100% og det sorte tæppe folder sig ud foran mine øjne.

Nu har jeg åhh-så ondt af mig selv og ser kun det grimme ting.

Hvor er mor? Hvor er hun egentlig i mit hjerte. Jo jeg ved hun rammer Portugal snart men hvor er hun i mig?

Jeg ville bare så gerne have kysset og kæle, kun afbrudt af kvidren om vores tur.

Nu føler jeg mig ædt og tænker; hvad faen laver han egentlig her hos mig! Hvad er jeg egentlig for ham?

Ad og klumpen sidder i min hals og generer. Den kan drikkes væk…men kun for en stund

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget PÅVIRKET er publiceret 01/08-2006 09:38 af Bastian.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.