Jeg er startet på noget ny aktivering i mandags, men jeg er ikke sikker på at jeg kan klare det. Jeg har selv valgt at jeg ville prøve noget andet, fordi jeg kedede mig det andet sted, jeg var. Mit udgangspunkt var 20 timer om ugen til at starte med, men jeg tror jeg har taget munden for fuld.

Jeg er så møgbombet at jeg dårligt kan hænge sammen. Rikke er ved hendes far så hun lægger ikke så meget mærke til det i denne weekend og Magnus er ved farmor.

Det hjælper ikke ret meget på det at jeg har lang transporttid. 2½ time - om dagen! Det er sq for meget. Så de 20 timer er pludselig blevet til 32, noget af det første jeg fik at vide da jeg startede var at jeg jo osse skulle havde middagspause på en halv time om dagen, så skal jeg være der ½ time ekstra hver dag. Det betyder ret meget i mit univers. Det har godt nok taget pusten fra mig. Hvis ikke mine børn blev passet af andre ville jeg ganske sikkert gå i spåner over det overskud som ikke længere er der. Tænk at blive så medtaget af blot en uges beskæftigelse. Små hellere trække i bremsen allerede nu, i stedet for bare at køre derudaf. Jeg gider ikke ende på P. Det er det ikke værd.

Det er jo egentlig ikke fordi jeg er doven, jeg tror bare ikke jeg kan klare ret meget. Søren siger at han selv brugte 2 måneder på at vende sig til at gå fast på arbejde, men det hjælper jo ikke meget hvis man ikke har overskudet til at vente på at vende sig til det. Hvis jeg fortsætter i samme rille, så bukker jeg under inden der er gået en måned. Så vil jeg hellere bakke ud i tide. Det må de kunne forstå.

Jeg tager en snak med Birthe, hvis det ikke hjælper så snakker jeg med Karen, eller dem fra det andet aktiveringssted, så må de hjælpe mig. Der er nogen der bliver nød til at hjælpe mig, hvis ikke jeg skal bukke under.