Konflikternes art og den generelle vurdering er mundet ud i at, stedet hvor André bor har meldt pas. Lederen af stedet ringede i går og fortalte, at de havde haft et møde med kommunen og ønskede at der skulle findes et andet sted hvor der var mere og bedre opdækning. Han var ked af at skulle ” give op ” for opgaven, men også realistisk mht. de behov André har. Sagsbehandleren, som ikke overraskende igen er en ny, vil kontakte mig de nærmeste dage.
Jeg vidste godt at han er blevet meget pædagogisk krævende, hvilket jeg også har mærket når han har været hjemme. Samtidig har jeg også haft fornemmelsen, at et par stykker af dem som bor på stedet, har haft dårlig indflydelse på ham. Både med gøren og laden, og ikke mindst sprogmæssig. André er ” som regel ” ikke opfinderen, men medløberen. Han er ingen engle barn, det er der ingen af vores børn der er, men han for hans vedkommende, så ved han bare ikke bedre.
Jeg er ked af endnu et skift, men hellere det og han så får de rette betingelser at færdes under. André kender ikke til beslutningen og skal heller ikke før der er noget konkret. Sidste gang der skulle findes en anden løsning, tog det over et år. Det vil jeg ikke acceptere igen.

Påhænget kommer og går stadig hjemme ved min far. Sidste nye er at hun nu vil have hendes egen lejlighed, da hun ikke kan acceptere at hendes samlever ryger hash. Jeg sagde til min far, at det kan da være fuldstændig ligegyldig om man sidder døddrukken og ikke i stand til at gå på toilettet( som hun gør ), eller man er vind og skæv af hash. De er misbrugere hele bundtet. Jamen forsvare min far hende - øl er jo lovlig, det er hash ikke.
Jeg orker det snart ikke mere, og er led og ked af at se på det. Kunne han da for fanden ikke gå i barndommen, i stedet for at opføre sig som en rebelsk teenager.

Noget positivt er der da sket. Min speeder fod / ben / balle / ryg er i bedring. Har ikke så ondt mere og den sovende fornemmelse er næsten også væk. Generne og smerterne har mere eller mindre stået på i over et halvt år, og derfor var jeg hunderæd for at det var en diskopolaps og kunne slet ikke overskue det. Tror også at psykiske spændinger kan forplante sig til fysiske. Der har jo været nok at tænke på og bekymre sig om !

Min kære svigermor er fragtet over til min svigerinde. Indgrebet varede ikke så længe som spået, så det må betragtes som positiv. Ved endnu ikke om hun skal igennem strålebehandling. Svigermor bliver der på ubestemt tid og ved endnu ikke hvornår hun tager tilbage. Har også givet min svigerfar en undskyldning, men han havde opfattet det anderledes en svigermor. Han synes at det var rart at vi reagerede som vi gjorde og ikke gik i chok. Tror nu heller ikke at jeg ville have gjort det selv om jeg viste hvor alvorlig det stod til .Måtte give min svigerfar ret i, at hun i forbindelse med kræftknuden har været heldig i form af at hun altid har været en mager pind, og derfor tidlig har opdaget knuden.

Må hellere komme i gang. Trænger snart til en fridag, så jeg kan komme efter nogle af mine mange hængepartier, men det bliver først engang i næste uge.