efter at have læst Bealt23s dagbog.

Det er som at læse mine egne tanker.

Samtidig med, at jeg synes, at det lyder som om han har været kærester med mig. Jeg er tredobbelt skizofren. To kvinder og en mand.

(Bare for en god ordens skyld, Bealt23 er ikke min ex. Hans forhold har været længere end mit og brud er helt anderledes, jeg kan bare genkende enormt meget, både følelser, interesserer og den slags... Så jeg er rystet over, at en anden har det så meget på sammem måde. Og rystet over, at jeg også kunne være hende, han skriver om. Som han ikke orker, fordi hun er for meget, samtidig med, at det er enormt smertefuldt og trist at sige farvel til hende. Og så slog hun også som mig. Og kom fuld forbi. Lidt voldsomt at læse, hvordan den slags opleves på den anden side af døren.)

Den af os, der skriver som baronessen, går iøvrigt the venneliste way. Jeg kan mærke, at jeg bliver bekymret for, om jeg kan genkendes. Nogle af mine offentlige skriverier indeholder de samme historier. Kan ikke bære at blive opdaget. I hvert fald ikke af ham. Han skal ikke vide, hvordan jeg har det. Hvor ondt han har gjort mig. Hvor svag jeg er. Hvor vanvittigt smerten og sorgen og savnet kan rive i mig. Og min mor skal ikke læse, hvor mange blå mærker jeg har fået af at 'cykle' fuld hjem. Hvis der er nogen, der vil på, så sig lige til.

Jeg er på arbejde, men sidder med en klump i halsen så stor så stor. Den dukkede også op sidste søndag, hvor jeg endte med at sidde på en trappesten og græde. Måske er det bare kaffen, jeg ikke kan tåle. Måske er det fornemmelsen af at være gledet gennem endnu en uge alene. I starten, når jeg cyklede af sted om morgenen, tænkte jeg 'vi går glip af september sammen'. Jeg elsker september, så smukt. Men nu tænker jeg... 'vi nåede et år sammen. Et helt kalenderår. Næsten på dagen.' Og jeg husker, hvordan vi stod på Kultorvet og kyssede hinanden, og han holdt om mit ansigt og sagde 'tænk, vores første sne sammen'. Og jeg var så lykkelig og glædede mig til at alt det første - og til alle de gange, vi skulle gøre tingene igen og igen. Men vi gjorde det ikke.

Og om søndagen gør det så ondt.

Jeg har lige siddet og ændret teksternes status. Bare at skimme ned over siderne, hvor der står 'min kæreste...' så er jeg ved at græde. Hvorfor bliver det ved med at gøre ondt, når man godt ved, at det ikke skal være?

Jeg savner ham, jeg savner ham så frygteligt! Selvom jeg ikke vil. Jeg vil have min kæreste tilbage. NU!

Men han er hverken kæreste eller min. Han er bare en mand, jeg engang kendte. Og han svarede ikke på min sms. Det tydeligste tegn i verden.

Jeg tænker på hans ekskæreste, der i starten skrev nogle gange. En gang skrev hun 'es' til sidst. Jeg spurgte, hvad det betød. Han svarede ikke. Jeg stod på Enghave Plads og råbte 'hvad betyder det? Du skal ikke stå og lyve for mig? DU ved det godt!'. Det var deres forkortelse for, 'jeg elsker dig'. Vores var PDE. Plus der elskes. Jeg har så frygteligt lyst til at skrive det til ham. Men han kan jo kun sige 'minus der elskes'. Og jeg bliver i tvivl om, han nogen sinde gjorde.

Åh svage dumme hjerte.

(Men tak fordi jeg kan elske. Og tør give mig selv hen. Det gør ondt lige nu, men det gav mig også øjeblikke så fantastiske, at jeg ikke ville bytte dem væk for noget.)