Efter fire (eller er det mere) fadøl mødte jeg ens kæreste.... ikke kollega, bare en, der arbejder med nogle jeg godt kan lides kæreste... som havde gået på hold med J.

Kom til at fortælle hende alt muligt. Kan godt selv gennemskue,at det er fordi jeg hungrer efter at vide mere om ham. Hungrer... Det er ulideligt og latterligt. Jeg bliver nøgen. Lille lille bitte frøken s. Pinligt. Ydmygende. Sidder fuld herinde på min dejlige dejlige nye kontorplads, som jeg faktisk holder vildt meget af. Idag fejrer vi den.


Er ked af at ydmyge mig selv. Måske er det ligemeget. Fik markerert mig som brændt barn af format. Var på toiltettet, kom ud med røde øjne.... nøgen. Det er jo ligegyldigt, men det var overfor en som kendte ham... Gudskelov spurgte hun mig, hvordan han havde det. Heldigvis... jeg spurgte efter mere men heldigvis vidste hun meget mindre end mig. Min søster ville have set det. De andre har helt sikkert ikke set en ting, kender ikke engang sammenhæng eller noget. Heller ikke hende, der kendte ham.

Måske har min børnehave veninde ret. Jeg er syg i hovedet. Jeg kan ikke give slip.... det er jo for helvede fordi jeg bestemt husker at vi lovede hinanden vores liv.

Men men, alt sådan noget er ungdommeligt. Livet er profant og omskifteligt, og man må sørge for at leve det med dem, der gider, som man også selv gider... Livet er slet ikke romantisk... jeg ville så gerne igen, men ved ikke om jeg kan. Romantik altså. Og engang imellem får jeg dårlig samvittighed for fyr fortjener så meget bedre... romantik. Han fortjener at tro på det. Ikke en gammel krage som mig.

Jeg har lyst til at tage hjem herfra. Der er fest om ørene på mig,.... folk er søde, vil mig gerne, det er rart. Det er syret at sidde herinde at skrive mens musikken spiller højt ved siden af. Meget meget mærkeligt. Ofte føles det som om jeg lever to liv. Måske fyldepennen er med til at forstærke den følelse.