Sidder i tog med min søster på vej hjem far mine forældre og skriver denne tekst.

I mine ører lyder ’The end’ af Scott Matthews fra filmen ShortBus. Jeg er en stor sentimental klump i disse tider… ved ikke helt hvorfor. Græder ofte… over ingenting.

Begyndte helt spontant et græde hos mine forældre oppe i sengen, fordi jeg pludselig kom til at tænke på en situation, der i dag er 2 et halvt år gammel. Da J og jeg var i Argentina i et år, endte vi sørgeligt… Han følte sig på en eller anden måde klaustrofibisk pga min eksistens og tilstedeværelse, og ville alligevel ikke gøre det forbi. Det var lidt svært at forholde sig til. Han begyndte at snakke om, at skulle rejse halve år alene…. Vi havde mange diskussioner om det. Jeg mente, at det var fint at være fra hinanden, hvis det var fordi andet ikke kunne lade sig gøre - hvis man ikke kunne finde meningsfulde ting at gøre i det fremmede land begge to, men han mente at hele formålet skulle være, at vi ikke skulle være sammen.

Jeg blev træt, jeg gav op, jeg sagde slut. Jeg mente det ikke, men jeg kunne ikke holde til mere. Det var kort tid inden vores hele år væk sammen var gået. Jeg endte med at bestille en blllet hjem før tid. Han tog ud at rejse, han tog til festival. Han tog væk. Jeg måtte alene gøre den lejlighed vi havde delt med to andre i stand til aflevering, diskutere med udlejeren om det og det, der var brækket, malede lejligheden, pakkede tingene sammen… J var væk, rejste rundt. Jeg tog alene ud i lufthavnen, jeg to alene hjem. Det var forfærdeligt…. Det var så brutalt og ubehageligt og sørgeligt, afslutningen på vores liv i Argentina. Hele tiden savnede jeg ham og vidste ikke, hvorfor det pludselig var gået sådan.

Og så kan jeg pludselig ligge og græde over det igen næsten 3 år efter. Jeg har sgu været så fucking stærk og tålmodig dengang - og en idiot? Jeg levede efter devisen, at man skal tro på det folk siger.... det tror jeg vist ikke på mere, desværre. Jeg har besteget Mount Everest alene og lider stadig af forfrysninger. (Kors hvor er jeg storladen for tiden,... den er helt gal! Hvis man griner, griner man med ;) )

Forældre troede jeg var syg. Vi spiste aftensmad, og over bordet kom vi til at tale om, hvor vi evt. Skulle tage hen til min fars 65års fødselsdag. Vores hjemland Djursland kom på banen, fordi forældres venner har sommerhus der. Jeg spurgte søstrene, om ikke de kunne have lyst til at komme derover igen. Idet jeg spurgte, begyndte jeg igen at hulke af sentimentalitet over vores gamle hjemland, så de små nevøer blev helt forskrækkede…

I guder…. Har vist i virkeligheden altid lidt af sådan nogle mærkelige årsagsløse sentimentalske perioder som måske ikke skal føres tilbage til noget, men som bare er sådan …. En mærkelig ophobning, der så flyder over engang imellem. Kan i hvert fald huske at der var sådan nogle perioder, da jeg stadig boede hjemme.


Senere...
På vej hjem fra toget bad jeg søster lytte til sangen 'The end' Om den ikke var flot. Hun sagde, at det var rigtigt, at den var god. Teksten.... men at hun ikke kunne forstå det sidste, han synger. Jeg sagde; 'We all get it in the end'... så gik vi lidt videre. To sekunder efter var vi smadrede af grin. 'På nær mig' sagde hun. 'Pånær mig' tænkte jeg.