Er alene på kontoret. Kan godt lide at være her.

Jeg har lige læst om det at føle sig ensom, og blev helt ked af det. Jeg tænker det tit.... som om jeg altid har vist det, at jeg ville blive alene i mit voksne liv. Med J tog det mig virkelig virkelig 100 år at fatte, at vi skulle være sammen. Og så.... så er det på en måde faktisk bare det, jeg havde forventet, at det alligevel ikke gik.

Og det går ikke med fyr. Ikke fordi det ikke går, for det går så nemt, men fordi det ikke føles rigtigt. Jeg føler mig som et dårligt menneske i det. Han er vildt sød og dejlig og også lidt ung, og jeg bliver irriteret over ting, han ved gud ikke kan gøre for. Jeg må se at få snakket med ham om det.

Og så.... så er jeg jo i virkeligheden også vildt bange for ensomheden. Ikke den korte i hjemmet i aften. Men den lange... den med horisonten uden mål, den der følelse af at skvulpe rundt i bølgerne, som en anden flaskepost, der håber på at blive fundet, uden at have nogen som helst vished over hvor længe man sådan er prisgivet det kolde vand. Sandheden er jo nok, at det er man til man dør.

Jeg elskede og beundrede J for præcis det, at han turde tænke livet alene, og var overbevist om, hvordan han ville få noget ud af det og ikke være det mindste bange for at ride ind i solen alene. Det var en imponerende styrke, som jeg aldrig har set hos nogen, hverken før eller siden... (og en forbandelse, at prøve at være par med). Men han mærker vel også afsavn... Kan huske hvor forundret han så på sin bedste ven, da vennen holdt tale til deres bryllup. Jeg tror, han tænkte: 'Sådan har jeg aldrig haft det, desværre'. Og jeg sad og tænkte, at det havde jeg, men at han netop aldrig rigtigt forstod det ... morsomt egentlig, og lidt tragisk, men hvad fanden. Jeg under ham det, at han en dag må opleve det. Det gør jeg virkelig. Jeg under ham, at han må få lov at opleve alt det, der ikke lykkedes, da han var lille, eller da han var med mig. Jeg elsker ham.

Mig er der måske helt andre uprøvede ting forundt.
Mmmm, jeg er hunderæd for, at jeg skal fortryde at være alene. Jeg er god til at være single, men fandme ikke god til at være alene.

Jeg har brug for folk omkring mig, for at vide at jeg overhovedet findes.... ellers sidder jeg i timer og falder i staver... som om jeg holder op med at findes, når ingen kalder, eller rumsterer omkring mig.

Nu har jeg to dage fri. Jeg skal male, sætte fliser op i køkkenet, købe hylder, hænge dem op. Hente skab hos mine forældre, holde Hollandsk juleaften på lørdag, rydde op søndag... og tjah, så er de fridage gået. Men jeg glæder mig til at alt med lejligheden bliver helt klart til indflytning.

(Det fylder en, at lave sådan nogle helt materielle og geografiske forandringer... for en tid i hvert fald. Utroligt heldigt, at jeg altid godt har kunnet vand.)