Det har været en stressende uge, cheferne har været på ferie... og så går der meget ekstra tid med telefoner, at prøve at rede tråde ud, ingen rigtig ved hvor endte.. osv. osv.

Men alt det går godt. Jeg føler, der er godt fod på, de ting jeg laver for tiden, og kører lidt mit eget løb. Nogle gange savner jeg nærmest lidt mere opsyn/sparring.... det er helt utroligt, som alt det er vendt det sidste år.

Vi skal vist til at ansætte endnu en mand... En skaldet programmør med små fine briller i metalstel. Jeg er lidt forundret over, hvor meget vi satser på programmering, men det er vel fint for mig. Der skal jo grafik til al produktionen, så jeg bliver i hvert fald ikke i overskud lige med det første.

Sidste fredag var jeg ude med en gammel veninde fra min efterskole. Det var vildt nemt og hyggeligt at være sammen med hende. Havde mødt hende en dag i byen for snart 3-4 måneder siden. Nu lykkedes det os endeligt at mødes sådan rigtigt. Vi endte på Gefährlich ... og jeg oplevede noget, jeg aldrig har prøvet før.

Jeg fik en på siden af hovedet af en bandefyr, der kom ned med tre venner på dansegulvet. De ville tydeligvis have fat på en fyr bag ved mig. Men jeg stod lige og dansede. Og WAAHM, så fik jeg et slag så jeg så stjerner for øjnene. Nåede lige at tænke, at jeg ville vide, hvordan jeg skulle animere dem, hvis jeg skulle lave effekten. Mystisk hjerne!

Bagefter havde jeg dårlig samvittighed!... som om det var min egen skyld. Fordi jeg ikke bare sprang til en side som en lille mus, da de kom ned.... fordi jeg vist lagde min arm kærligt beroligende på den enes arm... og jeg er jo i virkeligheden bare en pige... og dem troede jeg ikke sådan nogle macho-fyre slog på. Men der tog jeg fejl. Nogen ringede til politiet og fyrene flygtede... Jeg stod på gaden med is på panden. Har nu en lille ridse i øjet. Min veninde fortalte politiet, at hun og hendes søster godt ville kunne identificere fyrerne. Politiet sagde nej 'hun var bare på det forkerte sted, på det forkert tidspunkt' - noget jeg sidenhen er blevet en anelse forskrækket over.... er de bange? Eller bare for få/dovne? I situationen var jeg helt ligeglad.

Nå heldigvis er der ikke sket mig noget slemt. Mit øje gjorde ondt dagen efter, men det er væk nu. Ved ikke, hvad jeg har lært.... har lovet mig selv, at det er en gave, at jeg ikke er bange, at jeg tror på det bedste i folk... men jeg ved ikke om den holder en anden gang. Følte mig virkeligt som en gammel krage, da jeg stod der på gaden med is på siden af hovedet .... Måske jeg fortjener et slag.

Jeg ved ikke hvad jeg vil.
Drømmer stadig om J. Er nogle gange ved at græde i sengen med fyr. Og samtidig holder jeg vildt meget af ham.

I dag har jeg ringet til J, der igen svarer med at ville drikke kaffe. Men jeg vil ikke mødes. Jeg tør ikke. Kommer til at drømme om ham, i så lang tid efter... jeg vil bare gerne ringe og sludre lidt. Tage det i små bidder. Tror lidt kontakt er ved at være på tide, også for at normalisere det for mig. Høre at han ser andre, og alle sådan nogle ting. Jeg har godt af det, tror jeg. Vi bliver nødt til at kunne ses engang, og få det til at fungere pga. vennerne.. men hvorfor vil han ikke bare bruge 5-10 min. i telefonen? Han er sgu mærkelig... og jeg bliver lige ked af det hver gang, jeg idiot. Men ikke helt så meget mere.