Så er der endelig adgang til tastaturet igen. En hel uge har der ikke været mulighed for at koble sig op.
Når man sidder i fængsel, rammes man altid kollektivt - ingen jammer bare en konstatering.
Faktisk er jeg et priviligeret menneske, født i Danmark, et lille land - men en stor nation, er vi altid selv klar over det?
Desværre er vi mange som glemmer det, i de små problemers stadige strøm. Jeg søger udfordringer, men hver gang jeg får een, kaster jeg mig over den, som var det et problem der skulle løses, og ikke et krydderi i dagligdagen, som er med til at udvide min horisont.
Jeg er kørt af sporet, i mit forsøg på at løse livets gåde i en fart.
I stedet for f.eks at glæde mig over, at jeg endelig får publiceret noget jeg har skrevet, går jeg nærmest i sort over en slåfejl to gange i samme ord. For fanden da, hvor utaknemmelig kan man blive. Hey - Jeg ER glad, og hvad positivt er der ved en slåfejl? - Jo jeg er blevet gjort opmærksom på at læse korrektur på mit arbejde. Er det måske ikke et fingerpeg om at jeg er ved at blive overfladisk, eller måske øver mig mere på at blive kvik på tastaturet, end fordyber mig i hvad jeg rent faktisk deler med andre.
Nu er der nedtælling til d. 15-02-09. hvor jeg løslades, så jeg skal til at have samling på mig selv.
Samme dags aften som jeg begyndte min afsoning, fik jeg et veritabelt nervesammenbrud. Et ægte nervesammenbrud, det er lige noget for en gammel hippie som mig. Det var som at få et syretrip, virklighed og sammenbruddets verden flød sammen. Jeg hørte Jesus tale til mig, jeg diskuterede med Ham om mit liv og dets værdi - for mig. Det var en total ud af kroppen oplevelse.
Jeg havde set og mærket sammenbruddets komme i lang tid, og havde planlagt en redningsaktion, så jeg ikke skred ud i svinget og steg af livet før tid. Hvad ville søde lille Maria ikke have måtte igennem hvis jeg valgte en ego løsning?
26 dage tilbage, og der er bare noget at tage fat på. Hvad kan jeg gøre for at få min sagsbehandler til at holde ord? skal jeg begynde at true med at åbne munden og afsløre hendes hjælper for misbrug af sin stilling. Lort det er ikke min måde at gøre tingene på. Hvorfor fanden er nogle mennesker så åndsforladte, at svigte når de ikke gider at lege med mig mere, i stedet for at afslutte tingene. Måske lover de mere end de kan holde, og når så sandheden banker på døren, stikker de hovedet op i røven på sig selv, og håber problemet forsvinder, det eneste der sker er, at de får mere lort i ørerne, og kommer til at stinke fælt.
Min humor - eller mine ondskabsfulde ytringer ud i det anonyme, løsner heldigvis op for en mere konstruktiv tankegang.
En dagbog er et herligt frirum, selvfølgelig er der et vist ansvar forbundet med en offentlig dagbog, men ansvar er jo en gave i sig selv, så tingene ikke kører af sporet.
Søde Maria og skønne Pernille, mine to elskede piger. Maria min smukke datter, som er så sød og klog og sårbar, jeg savner at give hende en krammer. Dejlige Pernille jeg savner din stemme og duften af dig, jeg glæder mig til at holde om dig.
Intet skal få mig til at sidde i den her situation igen. Foråret er på vej, og med det er jeg.