Jeg fik et sundhedstjek og et sundhedschock. Det så ikke godt ud, faktisk rigtigt skidt for blodtrykket ramte loftet og blodet var så fedt, at det kunne bruges til motorolie. Jeg fik en tid hos lægen efter, at jeg havde tygget på det i nogle uger. Det var ikke blevet bedre, snarere værre og jeg blev udstyret med forskellige midler, der skulle indtages morgen og aften.

Man var ret "hysset" oppe i lægehuset og det har forskrækket mig noget. Det forskrækkede mig endnu mere, at efter nogle dages indtagelse af medicinalindustriens gift, fik jeg det godt - jeg havde åbenbart haft det skidt, jeg havde vænnet mig til, at sådan havde jeg det bare.

Det forklarer så mange ting. I de forfærdelige dage under hans indlæggelse, var jeg så stresset at hjertet bankede og hovedet værkede. Det eneste der hjalp var lange løbeture, som åbenbart satte trykket ned.
Jeg læser så i dag, at det er farligt med hård træning i den tilstand og det gyser i mig, hvad der kunne have sket derude i skoven, for jeg løb, men gør det ikke mere, uden ID, uden mobilen og at fortælle nogen, at jeg var taget afsted.

Da jeg havde afleveret ham på sygehuset, var jeg overladt til mig selv. Jeg ringede til familien næste dag og de var jo helt klart optaget af ham. Der var ingen, der tjekkede ind på mig, I ugevis gik jeg rundt i en sær speedet rus, som om jeg havde drukket alt for meget kaffe. Jeg kørte også meget bil i den tilstand og ingen, ej heller på sygehuset, hvor jeg kom hele tiden, var der én eneste, der tog fat i mig og spurgte til, hvordan det gik.

Moralen, til dem der måtte læse dette: Tag også fat i de nærmeste pårørende, især hvis de virker rolige, fattede og afklarede - det er de ikke, de har totalt knald i låget og er farlige for sig selv og omgivelserne!