I går havde jeg en uendelig lang dum dag. Glædede mig helt vild til dynes favntag, og til søvnen kunne drage mig væk fra alle mine tanker. ” Det er lidt unfair at hjerne aktivitet ikke kan omdannes til fysisk aktivitet, for så ville jeg efterhånden en krop som sagde spar to”. Var på stranden sammen med mand og hund, og selv om det var på min opfordring, så fortrød jeg så inderlig. Følte mine fødder sank dybere og dybere ned i sandet, og krævede stor kraftanstrengelse for hver skridt jeg tog.

Michelle kom hjem sidst på eftermiddagen. Ville have et bad og skiftet tøj. Jeg talte kort med hende. Spurte ind til om min teori om det var sket før ( butikstyveri ), og om hvad hun havde gjort sig til tyv for. Jeg fik desværre ret i begge mine formodninger. I forbindelse med tyveriet kom det til håndgemæng imellem hende og ham som passede hende op, hvilket også resulterede i en voldsanmeldelse. Jeg har tænkt mange gange ” hvorfor dælen havde hun ikke bare have taget noget af alt det vin og spiritus vi har stående, og så have fået en balle for det ”, men på den anden side, ville det også være en legaliserende opfordring. Sagde til hende, at hun havde to muligheder for en mildere straf. Den ene er at blive indlagt på den psykiatriske, og den anden er at gå i afvænning. Ingen af delene virkede til at nå hende. Hun havde det jo godt ! Jeg lod med vilje være med at tale medicin med hende, og hun nævnte det heller ikke selv. Håber rent ud sagt at hun får det aht, og er tvunget til at søge hjælp. Når det ikke virker at tale til hendes sunde fornuft, må hun gå den tunge vej. Jeg kørte hende over til den lejlighed som hun og kæresten har lånt til på søndag.

Om en lille time køre jeg ned og henter André. Han må for guds skyld ikke vide noget om hvad der er sket. Han ser et stort lys i hans søster, også selv om det ikke altid er berettiget, så lader jeg han blive i troen. Der skal så lidt for at bringe ham ud af fatningen, så det er der ingen grund til.