Huuuuha..... Det er bare koldt lige nu....!

Jeg er lige kommet hjem efter en dejlig weekend i det nordjyske - men det er bare koldt her i mit hus, fordi jeg har været væk i 3 dage, og fordi det lige tager et par timer at varme huset op med mit brændefyr. Altså sidder jeg her ved computeren med en varm kop kaffe og et tæppe om mig ... Måske skulle jeg ha' ladet oliefyret være tændt, mens jeg var væk.., men pyt varmen kommer nok igen inden længe...

Jeg har været hos Peter i hele denne weekend.. Han er flyttet ind i sit eget hus nu, så det er en rigtig god fornemmelse, at han nu også er "landet" - ja det er vi jo så begge to efterhånden, men det har jo da godt nok også været noget af en "flyvetur" vi begge har været ude på, inden vi kom så langt, som vi nu er i dag...
Jeg har det godt med følelsen af at være landet, godt med tankerne om at livet bare er mit præcis som jeg gerne vil ha' det, og godt med den måde, Peter og jeg har fået os indrettet på. Vi er sammen så meget som overhovedet muligt, enten hos mig eller hos ham, men ind i mellem er der jo så dage , som vi har hver for sig. Selv om længslen sommetider kan være slem, er der jo da også fordele i at ha' sådan nogle fridage indimellem til bare helt at være sig selv. Jeg tror denne blanding med tiden vil vise sig at gi' en rigtig god balance i vores liv.

Der er meget, der stille og roligt falder på plads nu, tror jeg.... Mine store piger har jo alle haft det utroligt svært med de koldbøtter, jeg har slået i de seneste måneder, de har haft svært ved at acceptere mine valg, og de har haft svært ved at overvinde sig selv til at møde Peter. Jeg har inviteret dem allesammen og deres kærester til at komme i påsken, hvor Peter også er her, så jeg håber sådan at det vil få de sidste barierer til at falde. Jeg har snakket med min ældste datter her i aften, og jeg tror det lykkes at få samling på hele min flok nu.
Det vil betyde så uendeligt meget for mig igen at få et helt naturligt forhold til alle mine børn. Der har været tider, hvor jeg bevidst har skubbet tankerne om dem langt, langt væk - det har været så svært at vide mig ikke-accepteret af dem, men det har jo været deres valg, jeg har ligesom intet kunnet gøre ud over at lade dem vide, at jeg bare er her som altid, men til trods for det har de jo følt sig svigtet. Jeg forstår det godt, det er jo deres "rødder" i livet, jeg har væltet rundt for dem, selv om det ikke var deres far jeg forlod.

Kun tiden kan vist læge de sår, jeg har givet mine børn - og mit håb er, at der nu er gået tid nok til at vi kan begynde at nærme os hinaden igen.

Som krebs er jeg vel af natur hende, der gerne vil samle mine unger i reden engang imellem, men ellers bare være glad for at se dem fare ud i verden til hver deres liv. Sådan er det vist bare..., men jeg ønsker mig selvfølgelig at være en naturlig del af deres liv, jeg ønsker mig at være mor for dem igen - ønsker mig at være ønsket af mine børn..!

Wildrose