Hey dagbog, jeg kan stadig mærke en ulmende vrede..der er klar til at bide hovedet af enhver der forsøger at sige hvad jeg skal gøre..en vrede der ser lige igennem folk..der bare venter på folk der tænder bare den mindste gnist..og jeg kan mærke at jeg snart får brug for den igen..for at sætte tingene på plads..jeg er ikke nogen gulvmåtte, jeg kan mit kram..og venlighed er fint nok, men ubetinget venlighed er jeg ikke.

Der var iøvrigt en kvinde der skrev til mig et sted..om jeg ville skrive med hende..hun havde allerede skrevet en gang..,men da jeg skrev at jeg var arbejdsløs fik jeg ikke noget brev tilbage igen..så da hun nu igen skrev, og spurgte om det samme..efter lang tid..så skrev jeg at jeg jo allerede havde skrevet om mig selv..så hun jo bare kunne skrive...(vel videne at hun ikke ville gøre det..) som at spille poker, og vide hvad hånd den anden sidder med...der kom heller ikke noget brev tilbage igen...forventelig..og lige efter drejebogen. Skulle det ændre sig..vil jeg ikke sige det..for jeg er ikke interreseret i nogen, der har arbejde, udseende..som værede primære ting, om folk vil have noget med mig at gøre eller ej...de vil altid blive valgt fra af mig..og jeg kan bryste mig selv med..at jeg aldrig har gået efter dem med det kønneste udseende udvendig eller bedste økonomi for den sags skyld..for dem med sjæl indvendig er langt mere spændene