Her på det sidste har jeg dyrket en mærkelig hobby, og brugt nettet og de sociale medier til det de egentlig gør rigtig godt: Stalking. Jeg har på må og få stalket min fortid. Hvorfor? Måske keder jeg mig. Måske har jeg bare gået rundt og er sådan mystificeret over, hvordan man krydser bane med nogen mennesker, for aldrig nogensinde at møde dem igen. Og man tænker; hvad blev de for nogen mennesker? Jeg har blandt andet stalket mine 'familier' fra jeg var au pair i USA. Jeg fandt Chris og Holley. Chris er stadig real estate agent ved Emerald Bay Resorts. Han ligner stadig sådan en rigtig George Bush-type. Holley har fået et nyt job som professor på et college. Af børnene kunne jeg kun finde et billede af Benjamin. Han må være omkring 12 år nu. Eliza og Austin lykkedes det mig ikke at finde. Gad vide om de stadig er B. E. A. C. H.- familien (deres og børnenes initialer udgør ordet BEACH. Finch-familiens to børn fandt jeg også. Den overvægtige 9-årige Anne Marie er nu 22, og har studeret på et eller andet Arts College. Der ligger nogen rædselsfulde klip af hende på Youtube, hvor hun skråler opera i vilden sky. Da jeg kom til den familie, gav Joyce (deres mormor) mig den helt store lektion i, hvordan der fandtes 'gifted childen' og 'talented children' og så selvfølgelig den helt særlige kategori 'gifted AND talented children' - som hendes børnebørn naturligvis tilhørte. Derfor skulle man i Joyce's optik være meget påpasselig med at 'nurse' disse særlige talenter. Anne Marie gik derfor til tennis, ridning, ballet, teater og musik/sang. Mit job var at køre den tvære unge rundt til alle disse aktiviteter. Hun hadede det og ville hellere sidde foran de 78 TV kanaler med pølserne nede i en pose chips. Hun var overvægtig, ikke særlig dygtig i skolen og hun blev drillet en del. Andy, hendes storebror fandt jeg også, han er vist blevet en US Marine. So much for the 'gifted' and 'talented' (gnæk, gnæk) - han ligner en total default-white-trash-low-IQ-marine-douche som hele The Panhandle var overvømmet med. Hvordan det er gået med Joyce og John aner jeg ikke. De er ikke på Facebook i hvert fald, men det havde jeg heller ikke forestillet mig. Joyce startede jo altid dagen med et ordentlig skvæt Jack Daniels, selvom hun påstod det var æblejuice hun drak. John commutede til Boston og var aldrig hjemme.
Silvia er jeg venner med på Fb. Så hendes liv i Texas har jeg rig lejlighed for at følge. Hun er gift for anden gang og har lige fået hendes første barn. Hendes feed er en sand tsunami af billeder af ungen - nyligt postet et billede af ham siddende med et riffelløb i munden, med den tilhørende sætning 'we really are a gun-safe home', men billedet er white trash topkvalificeret til sitet whythefuckdoyouhaveakid.com. Folk der kommenterer, spørger mest interesseret til, hvad for en riffel det er! Og så har hun lige postet billeder fra et bryllup holdt i... hang on... Bull Creek Cowboy Church. Silvia var en petite og køn ting som 20 årig, nu er hun en seriøst massiv matrone - og alle gæsterne ligner noget fra Supersize Me, rapport fra the real housewifes in Plano, Texas. Tænk, hvis det var mig, som var faldet for en US Army dude, var blevet gift, fået green card og nu sad på en sofa et eller andet sted og kørte supersize menuer fra Wendys ned, mens jeg zappede rundt I realityshows og dyrkede værdierned GOD, FAMILY and COUNTRY.

Desuden har jeg fundet Jack og Erica fra vores ferier på Jersey. Dem researchede jeg mest, fordi jeg har et par historieidéer, som udfolder sig på det skøre hotel på den lille kanalø. Jack er død, men var faktisk en ret berømt jazzsaxofonist, så der er udførlige biografier af hans liv og levned rundt omkring på nettet. Han har også været med i et afsnit af Colombo. Han døde dog i 2000. Tror lige jeg skal ringe hjem og rapportere til mor og far. De ved det sikkert ikke, da det var noget før 2000 at de mistede kontakten til de to excentrikere.

Går det stadig godt?
Tjoo, der er ikke noget at klage over.

Selv moster K er kommet af med sine rotter på loftet, 12 chokbehandlinger tog det, og nu er hun så godt som tilbage til normalen. Hun er dog stadig indlagt, og det skal hun være et godt stykke tid endnu. Da hun blev indlagt pålagde personalet de pårørende (Klaus) at tømme hendes taske for værdier. Der var 3000 kr i kontanter i hendes pung. Indtil et par dage siden. En af plejerne lagde mærke til at hun havde hele 3 toilettasker og spurgte, hvad hun havde i dem. Det kunne moster ikke huske. Da de åbnede taskerne, var der 25.000 i kontanter - personalet ringede straks til Klaus, og bad ham om at afhente pengene. I mellemtiden har de tømt huset og fået indrettet det nye hus. Nu håber de bare ikke, at der er kontanter syet ind i nogle af alle de møbler de forærede til Kirkens Korshær. Man ved jo aldrig med moster.

Jeg har været til lønforhandling og fik det pretty much, som jeg ville have det. Jeg skal møde mine nye kollegaer i dag. Ellers skal jeg først starte i august. Så jeg har rasende lang sommerferie.

Jeg mangler noget godt at læse i. Er lige blevet færdig med Vores Tragiske Univers af Scarlett Thomas. Jeg har læst et par andre af hendes med blandet fornøjelse, den her var klart den bedste. Implicit handlede den også en del om at skrive, om en forfatter, der ikke kunne få hul på sin roman. Den handler på en ret raffineret måde om både virkelighed og fiktion. Nu er jeg på jagt efter noget nyt. Jeg har fundet et par i min reol, som jeg ikke har læst endnu, men jeg tror ikke rigtig de er noget.
Jeg vil stadig gerne have fat i Cloud Atlas. Den lyder lidt strukturel kompleks, og det stilistiske og strukturelt eksperimenterende er noget jeg egentlig godt kan lide, men lige skal være i rette humør til.
Og så er der Roskilde på torsdag. Vejrudsigten ser lidt våd ud, jeg må sige at jeg næsten ikke orker det, hvis det står ned i stænger, men det er jo selvfølgelig en del af gamet. ...Nå, det blev sådan A Short History of Nearly Everything... Bill Bryson, måske jeg skulle få læst den?