For helvede da også.

Sønnike og jeg var lige på besøg hos R og A og deres mor. Hun var meget stresset. Lige fra vi trådte ind ad døren. R og sønnike ville ud og lege i haven, og så blev A beordret med ud, selvom han helst ville blive inde. Da han kom ind få minutter efter, var hun tydeligt irriteret, selvom han sagde, at han havde det dårligt, og at han ville gå i seng. Så skulle han gå ind på værelset og lukke døren!

Jeg blev vist rundt nede i kælderen, hvor der er ved at blive istandsat efter den store oversvømmelse i sommeren 2011. Manden fik jo konstateret kræft samme forår, og der var ikke overskud til at gå i gang med noget. Først da han døde i år, fik hun anmeldt skaderne. Og så har der været håndværkere i kælderen siden i sommer. Murer, tømrer, maler.

Der er en del ting i kælderen, der ikke er helt i orden, og det er hun naturligt stresset over. Meget stresset. Der er tilsyneladende ikke lavet klare aftaler mht. hvad der skal laves og ikke laves. Så forsikringsmanden skulle komme ud i morgen og vurdere arbejdet.

Hun fortalte, at hun var så stresset over de håndværkere, og at det ikke kom bag på hende, at hun var havnet på hospitalet fredag morgen.

Da vi kom op i stuen, sad drengene inde i stuen og var i gang med at kigge på deres Skylanders figurer.

Både hendes sønner og sønnike har fået Skylanders til PS3 i julegave. Og i går mens de spillede Minecraft over nettet, sad sønnike og R og talte om, at de ville bytte figurer, når de skulle ses i dag. Jeg sagde, at han måske skulle beholde sine figurer, så han ikke fortrød, men han sagde, at han og R havde talt om, at de havde nogle de hver især gerne ville bytte.

Tilbage til stuen...

Sønnike meddelte, at nu havde de lige været i gang med at bytte figurer. Jeg spurgte, hvor mange figurer han havde byttet. Sønnike svarede to. "Var det ikke kun en, du ville bytte?" spurgte jeg.

Straks begyndte deres mor at skælde ud. De skulle ikke bytte figurer! Det ville de bare fortryde. Så de skulle aflevere figurerne tilbage nu! Og jeg var sikkert helt enig med hende!

Øh jo ja.

Sønnike tav. Han afleverede tavst figurerne tilbage og fik sine egne igen. Og pakkede sin taske. Jeg så hans ansigt. Han var ved at bryde sammen.

"Jeg vil ikke være her mere!" Han rejste sig og gik ud og tog sit overtøj på. Jeg kaldte ham tilbage. Men han græd, og sagde, at han ikke ville skældes ud. Og at vi bare kunne sende ham på en opdragelsesanstalt.

Stakkels dreng. Han var helt ude af den.

Deres mor sagde, at hun var ked af, at hun havde råbt og skældt ud, og at hun ikke var vred på ham. Men det hjalp ikke. Han ville hjem. Jeg forsøgte at ringe til manden, han havde jo lige kørt os, men han var nok i gang med at nyde nogle timers frihed derhjemme, og han svarede ikke.

Sønnike forlod huset, og jeg blev nødt til at følge efter ham, mens jeg sendte et dusin sms'er til manden. "Hent os nu!"

Ja, jeg var desperat...

Men når sønnike får sådan et affektudbrud, så skal der handles. Og han ville hjem.

Deres mor forsøgte at overtale sønnike til at blive og spille Skylanders med drengene. Men han ville hjem. Eller på opdragelsesanstalt.

Jeg måtte ringe til min mor og bede hende om at ringe til manden til han tog telefonen.

Endelig kom han og hentede os.

Jeg så, at deres mor havde tårer i øjnene, da vi sagde farvel.
Jeg havde selv lyst til at tude, men pga. sønnike og hans skyldkomplekser, måtte jeg lade være.

På køreturen hjem sagde han en masse om at blive sendt på opdragelsesanstalt og at vi skulle være vrede på ham. Men det var vi jo ikke. Vi sagde, at vi godt kunne forstå, at han var ked af det. Fordi han blev meget stresset, da han oplevede, at deres mor var stresset og skældte ud.

Pis. Pis. Pis.

Han vil aldrig derhen igen. Aldrig.